Faktatjek: Laudrup opfandt ikke Laudrup-finten

Michael Laudrup har tryllebundet danskerne med mange elegante fodbold-øjeblikke. Men et af de mest berømte er faktisk ikke så Laudrupsk, som mange måske tror. Det fortæller Detektor.

Da Danmark den 24. april 1996 spiller venskabskamp mod Skotland i Parken, vinder vi kampen 2-0. Men det er ikke sejren eller de to mål, som folk efterfølgende taler om. Det er derimod en helt særlig dribling - og sådan er det stadig.

”I dag er det lige nøjagtigt 21 år siden, at denne lækre finte så dagens lys for første gang. Laudrup-lækkerier fra allerhøjeste hylde,” lød det på Landsholdets Facebookside den 24. april efterfuldt af en video, hvor Michael Laudrup laver den såkaldte Laudrup-finte, hvor han drejer rundt om sig selv og trækker bolden med videre.

Selvom det uden tvivl er en elegant udførsel af finten, holder DBU sig dog ikke til fakta, fortæller Detektor.

Ekspert: Laudrup lod sig inspirere

Detektor har nemlig været en tur i arkivet og fundet klip med andre fodboldspillere, der laver finten længe før Laudrup. Blandt andre klip fra 1981 med den argentinske fodboldspiller Diego Maradona. Og dermed så finten altså ikke dagens lys for første gang for 21 år siden, som DBU skriver.

- Det man i hvert fald kan sige, det er, at Michael har ladet sig inspirere af en anden stor fodboldspiller, nemlig Diego Maradona, som lavede den allerede tilbage i 1981. Der så jeg den i hvert fald første gang fra ham, fortæller tidligere landsholdspiller Per Frimann, der kommenterede kampen tilbage i 1996, og som i dag er fodboldekspert, -kommentator og -træner.

- Jeg tror også, at der er et par brasilianere, som altid har været gode til at bruge fodsålen, som gjorde det helt tilbage i 70'erne, siger han til Detektor.

Klippet med Maradona er det tidligste eksempel, som Detektor-redaktionen har fundet frem til. Altså 15 år tidligere end hvad DBU påstår. Der findes også klip med den franske fodboldspiller Zinedine Zidane, der lavede finten, da han spillede for fodboldklubben AS Cannes i perioden mellem 1989 og 1992 - altså mindst fire år før Laudrup lavede finten i 1996.

Det er også Laudrups finte

Det er DBU, der administrerer Landsholdets Facebookside, hvor påstanden om Laudrup-finten blev publiceret. Detektor har derfor spurgt kommunikationschef hos DBU, Jakob Høyer, hvorfor DBU kalder den Laudrup-finten, når der nu ligger klip med andre fodboldspillere, der laver finten tidligere.

- Det er også hans finte. Han gør det jo på sin måde. Han gør det på en helt særlig måde, og derfor mener vi, at det er Laudrup-finten. Det er ikke noget, vi har siddet og besluttet på et eller andet møde inde i DBU, at den skal hedde Laudrup-finten. Det har fans gjort, og derfor har vi også taget den til os og er med til at hylde den.

Per Frimann mener da også, at der er noget særligt over Laudrups eksekvering af finten.

- Det er jo et fuldstændig magisk øjeblik. Det er så fyldt med kreativitet, spilforståelse, intelligens, og det er så smart, det Michael Laudrup laver.

Detektor har forsøgt at få en kommentar fra Michael Laudrup og Diego Maradona. Ingen af dem er dog vendt tilbage.

Se mere og Laudrup-finten i videoen over artiklen eller i Detektor i aften kl. 21:00 på DR2.