Den seneste måned har DR sat fokus på økonomisk ulighed i Danmark – blandt andet i programmet "Overklassen på udebane", hvor tidligere modeskaber Erik Brandt og dronningens tidligere ceremonimester Christian Eugen-Olsen besøger Annette Hansen, som er ansat som kassedame i SuperBrugsen. Og ifølge programmet ligger Annette Hansens løn langt fra, hvad mange andre danskere tjener:
- Annette tjener 236.000 kroner om året. Når hun har betalt sin skat har hun 13.500 kr. tilbage om måneden. De mennesker, som i 2014 tjente mere end 500.000 kroner, fik i gennemsnit 71.454 kroner udbetalt om måneden efter skat, lyder det i programmet.
Men programmets sammenligning mellem Annette Hansens løn og gruppen af danskere, der tjener mere end 500.000 kroner om året er problematisk. Det fortæller specialkonsulent hos Danmarks Statistik Jarl Quitzau til DR’s Detektor.
- Problemet er, at DR’s eksempel her tager udgangspunkt i Annettes indkomst, som er før skat, og så sammenligner man hende med en gruppe af danskere, hvor man har defineret den gruppe ud fra deres indkomst efter skat, siger han.
Mange danskere har indkomst over 500.000
Og sammenblandingen af før og efter skat gør en stor forskel. I 2014 var der ifølge Danmarks Statistik lidt over en halv million mennesker, der havde en indkomst på mere end 500.000 kroner før skat, hvorimod antallet kun var på lidt over 145.000 danskere, når man ser på indkomsten efter skat. Og det er altså gruppen på 145.000 danskerne, der har en gennemsnitsindkomst på 71.454 kroner om måneden efter skat.
Tager man udgangspunkt i den godt halve million danskere, der har en indkomst på mere end 500.000 før skat, får de udbetalt en del mindre end de 71.454 kroner, der nævnes i DR-programmet. Det fortæller Jarl Quitzau:
- Den halve million danskere får i gennemsnit udbetalt 44.200 kr., hvilket selvfølgelig er væsentligt lavere end det DR, når frem til, når de kigger på gruppen, som tjente over 500.000 efter skat, siger han til Detektor.
DR: Vil sammenligne med de rigeste
Detektor har spurgt DR’s redaktør for programmet, Dorthe Thirstrup, om, hvorfor Anette Hansens løn før skat sammenlignes med indkomster efter skat.
- Det er også noget kludder. Det, vi har villet, er, at sammenligne Anettes månedlige disponible indkomst med den rigeste gruppe af danskeres månedlige indkomst, svarer Dorthe Thirstrup.
Er det en bevidst fejl, I har lavet for, at få uligheden til at se endnu større ud?
- Nej, tværtimod kan man sige. Vi har jo ingen interesse i, at sammenligne med den relativt store gruppe af danskere. Jeg tror, det er en halv million, som tjener en halv million kroner før skat. Vores udgangspunkt for programmet er jo at sammenligne Anette, som er repræsentant fra lavtløns-området, med de allerrigeste danskere, siger Dorthe Thirstrup til Detektor.
Sammenligner løn med indkomst
Og kludder i før og efter skat, er ikke det eneste problem i programmets sammenligning. For den gruppe, der havde en indkomst på 500.000 kroner eller derover efter skat indeholder mere end bare løn. Det fortæller Jarl Quitzau:
- Når man sammenligner en lønmodtagers indkomst med de indkomster, vi har i Danmarks Statistik, er det vigtigt at huske på, at vi i vores register også medtager børnefamilieydelser og boligstøtte, siger han.
Detektor har spurgt Dorthe Thirstrup, hvorfor programmet alligevel vælger at sammenligne de to indkomster med hinanden.
- Altså vi har taget udgangspunkt i Anettes månedlige indkomst, og så har vi bedt om at få det tal vi kunne sammenligne med, det har vi bedt om at få hos Danmarks Statistik. Og i deres databank, statistikbanken er det ikke muligt og trække de der ting ud. Så vi har ikke kunnet få et renere tal, forklarer Dorthe Thirstrup.
Men så kunne I jo have bedt om at få at vide, hvad Anette Hansen ellers har af ydelser, hvis I ville have sammenlignet?
- Ja. det kunne vi, siger Dorthe Tirstrup.
Se mere om faktatjekket i Detektor kl. 21 på DR2.