Det danske politi har travlt i forhold til deres europæiske kollegaer med at søge information om forbrydere og andre uromagere i Europols informationssystemer. I hvert fald, hvis man skal tro på Dansk Folkepartis EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth, som kaldte andelen af politiets søgninger for påfaldende.
- Det er da påfaldende, at vi står for noget, der ligner en tredjedel – mere end en tredjedel af samtlige søgninger, lød det i Deadline i tirsdags.
Men det er ikke korrekt, at dansk politi står for en tredjedel af alle søgninger i Europol, fortæller Detektor, der har faktatjekket påstanden, efter en læser tippede redaktionen.
Tallene bygger på svar på eget spørgsmål
Kenneth Kristensen Berth har faktisk selv modtaget et svar fra Justitsministeriet i november, hvor der fremgår, hvor mange søgninger dansk politi har foretaget i Europol.
Og sammenligner man antallet af søgninger foretaget af dansk politi med tal for landenes samlede antal søgninger, kan man se, at Danmark i 2015 udgjorde 15 procent – eller knap en sjettedel – af samtlige søgninger i Europols informationssystemer.
I det indeværende år, som indeholder data til og med tredje kvartal, kan man se, at dansk politis søgninger udgør blot 7 procent – eller knap en tolvtedel - af samtlige søgninger i Europols informationssystem.
Berth beklager fejl
Detektor har spurgt Kenneth Kristensen Berth, hvorfor han siger, at dansk politi står for en tredjedel af søgninger, når andelen er langt lavere.
- Der klokkede jeg i tallene. Det er en fejl, og selvfølgelig skal man være præcis.
Men du har jo selv stillet spørgsmålet i folketinget, hvor du får tallene.
- Jeg huskede det tal forkert. Det må jeg bare erkende, og det skal jeg beklage.
Aftale skal diskuteres
Politiets brug af Europol har været et omdiskuteret emne siden sidste års valgkamp, forud for afstemningen om retsforbeholdet. En afstemning, der som bekendt endte med et nej til at ændre retsforbeholdet til en tilvalgsordning.
Resultatet betød, at Danmark står til at ryge ud af Europol. I går kom der dog frem, at EU har præsenteret et tilbud til Danmark om, hvordan dansk politi fremover kan bruge Europol.
Tilbudet går angiveligt på, at dansk politi stadig vil have adgang til Europol, men fremover skal søgninger i registreret foregå via forbindelsesofficerer. Dansk politi kan altså ikke søge direkte i registreret.