FAKTA Sharm el-Sheikh: Danskerdarlingen og billedet på Egyptens levebrød

Forhøjet sikkerhed har været hverdag på Egyptens populære rejsemål i årevis. Udenrigsministeriet vurderer stadig, det er sikkert at rejse dertil.

Sharm el Sheikh ligger mellem Det Røde Hav og Sinaiørkenen og byder på sol og badeferie året rundt. Men frygten for terror er kommet nærmere efter sidste uges flystyrt. (Foto: © LatitudeStock - Colin Sinclair)

Det lyder som indbegrebet af den ideelle badeferie.

Solgaranti året rundt, et sandt snorkle- og dykkerparadis, bjergtagende ørkenlandskab og billige priser.

For mange danskere er Sharm el-Sheikh i Egypten drømmedestinationen.

Men efter sidste uges flystyrt på Sinaihalvøen og gisninger fra Storbritannien og USA om en mulig bombe ombord på flyet, er sikkerhedssituationen i området igen kommet i fokus.

Flyselskaber i Tyskland og Holland har fortsat indstillet flyvningerne til og fra området.

Briterne har fredag genoptaget flyvningerne, men kun fra den egyptiske by og ikke fra England.

De danske rejseselskaber fortsætter med at sende turister dertil, da det danske udenrigsministerium ikke fraråder det.

Men Sharm el-Sheikh midt mellem Sinaiørkenen og Det Røde Hav er atter hvirvlet ind i en sandstorm af frygt og forbehold.

DR Nyheder ser her på, hvad det er for et feriemål, som titusinder af danskere rejser til hvert år.

Uro på nordlige del af halvø

Den nordlige del af Sinaihalvøen har i flere år været præget af uroligheder og terrorhandlinger fra islamistiske grupperinger.

Men Sharm el-Sheikh ligger på halvøens sydspids, og turisterne har stort set altid kunnet fortsætte ferien i ro og mag ved poolen eller med snorklen godt spændt fast på koralrevstur.

I og omkring Sharm el-Sheik har der alle dage været forhøjet sikkerhed, forklarer Egypten-kender og forfatter til Turen går til Egypten Louise Alkjær.

- Alle hoteller har sikkerhedsforanstaltninger, det er ikke nyt. Det har de haft de seneste tyve år. Det er ikke fordi, der ikke et trusselsbillede, men det har der sådan set været hele tiden, siger hun til DR Nyheder.

Britiske havarieksperter mener, at en tidsindstillet bombe var placeret i det russiske fly, der lørdag styrtede ned i Egypten. Alle 224 om bord blev dræbt. (Foto: © MAXIM GRIGORYEV, Scanpix)

Ramt af terror i 2005

I 2005 blev området ramt af et terrorangreb, da en bil lastet med en bombe kørte ind i lobbyen på et hotel. 88 mennesker omkom i et forsøg på at ramme Egyptens vigtigste industri.

- Jeg kan godt forstå, at folk, der aldrig har været der, er nervøse for, om det er sikkert. Men det passer altså ikke, at der nærmest er borgerkrigslignende tilstande. Urolighederne på Sinaihalvøen sker flere hundrede kilometer fra Sharm. Der er overhovedet ingen turister, som kommer i nærheden af det konfliktramte område, siger Louise Alkjær.

Og lokale egyptere tager angiveligt situationen med sindsro, fortæller hun.

- Jeg talte med en egyptisk ven i går, som ikke engang havde hørt, at fly var indstillet. Og det er altså ikke fordi, de ikke følger med på sociale medier og så videre. Jeg tror også, at danskere på ferie tager det forholdsvist roligt.

Startede som det Røde Havs riviera

’Sharm’, som kendere kalder det, har siden midten af 1990’erne været et populært feriemål for danske turister.

Indtil 1967, hvor Israel besatte området, var det især beboet af lokale fiskere.

Men i 1982 kom området igen på egyptiske hænder, hvorefter turiststrategien blev lagt.

Sharm el-Sheikh blev lanceret som "Det Røde Havs riviera", og det var i begyndelsen især et yndet rejsemål om vinteren.

I dag kommer der næsten lige så mange turister om sommeren på trods af den voldsommere ørkenvarme.

- Det er en by, som har alt, hvad en moderne turist skal bruge. Du finder ikke en destination så tæt på Europa til så lave priser, og det tiltrækker især børnefamilier, siger Louise Alkjær.

Farverige koralrev er en stor turistmagnet, idet de befinder sig meget tæt på kysten, og man kan hoppe direkte fra en badebro og ned i undervandsvidunderet. (Foto: © Jeff Rotman, (c) Jeff Rotman)

Følg Udenrigsministeriets anbefalinger

Kombinationen af varme året rundt, kun fem timers flyvning fra Danmark, Rødehavets betagende koralrev, et utal af udflugtsmuligheder, flotte hoteller og restauranter i et lavere prisleje end i europæiske darlings som Spanien og Grækenland og egypternes gæstfrihed har gjort stedet til en magnet for de rejse- og eventyrlystne.

- Det lyder som en rigtig rejsebogskliché, men egypterne gør virkelig meget ud af at give god service på hoteller og restauranter. Men i butikkerne er der selvfølgelig den der irriterende arabiske sælgermentalitet, siger Louise Alkjær.

Skal du til Sharm el-Sheikh i den kommende tid, anbefaler Louise Alkjær at holde sig til Udenrigsministeriets anbefalinger.

- Det er dem, der har fingeren på pulsen og en ambassadør, som følger nøje med, siger hun.

Otte millioner turister fra hele verden besøger hvert år Sharm el-Sheik i Egypten. (Foto: © Chris Mellor)

SAS har aflyst flyvninger

Turister kan opleve at skulle igennem militære checkpoints, men det er heller ikke nogen nyhed, og derfor skal man ikke tage det som tegn på nogen fare på færde, forklarer Louise Alkjær.

Torsdag aften valgte SAS at aflyse sin flyvning lørdag på grund af sikkerheden i Sharm el-Sheikhs lufthavn. Fordi SAS kigger på sikkerheden i lufthavnen og ikke på destinationen, er det ikke Udenrigsministeriets anbefalinger, der lyttes til.

Men Udenrigsministeriet mener altså, at danskere fortsat trygt kan rejse til Sharm el-Sheikh.

I ministeriets rejsevejledning står, at det 'fraråder alle rejser til Sinai-halvøen med undtagelse af Sharm el-Sheikh'.