Den 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein menes at være manden bag terrorangrebet i København i februar - det værste terrorangreb i Danmark i nyere tid.
Og nu viser en fortrolig redegørelse ifølge TV2 Nyhederne, at den formodede gerningsmand sad i celle med en Islamisk Stat-sympatisør, og at han blev så radikaliseret under sit ophold i flere fængsler, at han talte om at tage til Syrien og kæmpe.
Her kan du derfor se hele Omar el-Husseins fængselshistorik.
- •
Omar El-Hussein startede på en HF-uddannelse på VUC i Hvidovre, men blev smidt ud på grund af en voldsdom. Han blev også smidt ud fra Københavns Voksenuddannelsescenter på grund af sin voldelige opførsel.
- •
Fik fra 2011 til 2013 domme for blandt andet våbenbesiddelse, vold og besiddelse af hash.
- •
Havde ifølge BT også løs tilknytning til banden Brothas fra Mjølnerparken.
- •
Efter to måneders flugt blev han anholdt af politiet i januar 2014 og 19. december sidste år ved Retten på Frederiksberg idømt to års fængsel for grov vold.
- •
Han blev løsladt fra fængslet 30. januar bare to uger før skyderierne i København efter en voldssag.
- •
Han led ikke af nogen psykisk lidelse. Det viser en personundersøgelse, efter at han i 2013 umotiveret stak en 19-årig mand med kniv i et S-tog.
- •
Myndighederne havde mistanke om, at han ville tage til Syrien og kæmpe for den ekstremistiske bevægelse Islamisk Stat.
- •
Det fik Kriminalforsorgen til at sætte ham på en liste med 39 navne på radikaliserede i de danske fængsler og indberette ham til PET.
- •
Hele tre gange indberettede fængselsbetjente El-Hussein til Kriminalforsorgen for radikal adfærd mellem maj og september 2014.
- •
"Omar udviser ekstreme islamiske holdninger", står der i en mail, som blev sendt til Kriminalforsorgen i august 2014 ifølge TV 2.
- •
En måned senere lød advarslen: "Hans ekstremisme skærpes".
- •
Under sit seneste fængselsophold havde han såkaldt "cellefællesskab" med en 21-årig sympatisør med Islamisk Stat. Det gav de to mulighed for at besøge hinandens celler nogle timer hver dag.
Kilder: Ritzau, TV 2, Ekstra Bladet, BT, dr.dk, Politiken, Berlingske, Kriminalforsorgen
/ritzau/