FAKTA: Her er HPV-vaccinens bivirkninger

HPV-vaccine beskytter mod livmoderhalskræft, men du skal være opmærksom på vaccinens bivirkninger.

350.000 piger og unge kvinder i Danmark er blevet stukket med HPV-vaccine. (Foto: © Thomas Schmidt Nørgaard, DR Østjylland)

De piger og unge kvinder, der vaccineres mod livmoderhalskræft i Danmark, bliver stukket med HPV-vaccinen Gardasil.

Vaccinen er godkendt af lægemiddelmyndighederne verden over, og det er dokumenteret, at den i høj grad forebygger mod livmoderhalskræft, kønvorter og andre kræftformer.

Den har dog også en række bivirkninger, som du kan få overblik over herunder.

Almindelige bivirkninger

Gardasils produktinformation beskriver, at mere end 10 procent får hævelse, rødme og smerte på det sted, hvor de er blevet stukket og/eller hovedpine.

Mellem 1 og 10 procent får kvalme, feber og/eller forbigående smerter i arme og ben.

Sjælne bivirkninger

Mellem 0,01 og 0,1 procent får nældefeber, og under 0,01 procent får muskelsammentrækning i luftrørerne.

Et endnu mindre antal får nerveforstyrrelser som føleforstyrrelser og lammelser i arme og ben, besvimelsesanfald og/ eller en overfølsomhedsreaktion som alvorlig allergisk tilstand med hurtigt blodtryksfald, åndedrætsbesvær og mulige kramper (anafylaktisk chok).

Ingen dødsfald

I Danmark er 350.000 piger og kvinder indtil videre blevet stukket med en HPV-vaccine.

Sundhedsstyrelsen har frem til den 26. august 2013 modtaget 786 bivirkningsindberetninger. 129 af dem har styrelsen klassificeret som alvorlige.

De hyppigst indberettede alvorlige bivirkninger i Danmark er besvimelse, svimmelhed og anafylaktisk chok.

Sundhedsstyrelsen understreger, at der hverken er konstateret kræftrisiko eller dødsfald ved brug af vaccinen i Danmark.