Fakta: Disse regler skal dine cykellygter leve op til

Her kan du tjekke, om dine cykellygter lever op til politiets krav.

Det koster 700 kr. i bøde, hvis politiet fanger dig uden cykellygter. (© Colourbox)

Efteråret er sat ind, og Danmark går en mørk tid i møde. Som cyklist skal du til at tænke i cykellygter morgen og aften.

Hvornår skal du have lys på?

Cykler skal have lygter på fra solnedgang til solopgang – den såkaldte lygtetændingstid.

Tidspunktet for solopgang og solnedgang varierer regionalt, tjek derfor DMI for præcise tidspunkter.

I modsætning til hvad mange tror, kan man ikke med 100 procents sikkerhed bruge gadelygterne, som rettesnor for, hvornår cykellygten skal tændes.

Sådan skal de lyse

Både for- og baglygte skal være synlig 300 meter væk og må begge gerne blinke.

En gul forlygte må dog ikke blinke.

Batteridrevne lygter skal som minimum have en levetid på 5 timer fra de tages i brug. Batteriets levetid fremgår af pakken ved køb.

Sådan skal de monteres

Lygterne skal sættes på cyklen, så de lyser lige frem eller bagud. Den må ikke hænge og dingle fra styr eller bagagebærer.

Kraftige forlygter skal monteres, så de lyser skråt nedad og ikke blænder modkørende.

Lygter så vidt muligt monteres højt på cyklen, fordi det bringer cyklisten tættere på medtrafikanternes synsfelt.

Det koster 700 kr. i bøde, hvis politiet fanger dig uden cykellygter.

Kilder: Forbrugerrådet Tænk, Samvirke, Cyklistforbundet og Rigspolitiet.