FAKTA: De multiresistente bogstavbakterier

Bogstavbakterier er en fælles betegnelse for en række multiresistente bakterier, som i stigende grad findes på de danske sygehuse

Når en bakterie er resistent over for et antibiotikum, vokser det helt ind til tabletten, som det ses til venstre i skålen her. Antibiotikummet til højre har til gengæld kunnet slå bakterien ihjel.

De såkaldte bogstavbakterier er resistente over for meget antibiotika. Normalt er de helt uskadelige for raske personer, men hvis en svag eller svækket person inficeres med bakterierne, kan det være meget svært at blive rask.

  • MRSA er en type stafylokokker, og den mest kendte af bogstavbakterierne. Bakterierne lever i næsen, svælget og på huden, og kan give bylder og infektioner. Der findes antibiotika, som kan slå MRSA ned.

  • ESBL er en type e coli. Den findes i tarmen, men man bliver først syg hvis den spredes. Det kan resultere i en alvorlig blærebetændelse og i værste fald en dødelig blodforgiftning. Mange smittes i udlandet, primært asien. Der findes en type antibiotika, der virker mod de fleste tilfælde af ESBL.

  • VRE er en type enterokokker. Den findes i tarmen, og er ekstremt smitsom. Bakterien kan blandt andet give urinvejsinfektion og hjerteklapbetændelse. Bakterien spredes primært på hospitalerne, og den er resistent over for næsten al antibiotika.

  • CPE/CRE er en type enterobakterie, som kan give meget forskellige infektioner. Ofte er folk smittet fra udlandet, særligt asien, men man kan også blive smittet i Danmark. CPE/CRE er resistent overfor næsten al antibiotika.

Kilde: Statens Serum Institut

DR Dokumentar vil de næste måneder kulegrave MRSA. Du kan følge med på Facebook her.