På lønsedlerne står der 37 timer og fri i weekenden, men porten til byggepladsen fortæller en anden historie. En historie om en meget længere arbejdsuge for Pasquale Cozzolino.
Når porten kan 'snakke', er det fordi den italienske VVS-arbejder og hans kolleger i Euroimpianti Denmark hver morgen har brugt deres personlige id-kort til at tjekke ind på byggeriet af det fynske supersygehus Nyt OUH.
Og hver fyraften har brugt det til at tjekke ud igen.
Og dé tider understøtter Pasquale Cozzolinos version af arbejdsuger, der runder 60 timer og adskillige gange omfatter lørdage.
- Jeg arbejdede 60 timer om ugen, men fik kun løn for 37. De snød mig, og de snød med min underskrift, men heldigvis havde jeg tids-registreringerne fra porten. Ellers havde jeg ikke fået mine penge, siger Pasquale Cozzolino til DR.
161.000 kroner
Den 54-årige håndværker var ansat på byggeriet i løbet af 2022 og 2023, og sammenlagt har han fået efterbetalt 161.000 kroner af sin nu forhenværende arbejdsgiver, der også er forhenværende på Nyt OUH.
En del af beløbet er omfattet af et forlig, som Blik- og Rørarbejderforbundet har forhandlet hjem på vegne af Pasquale Cozzolino.
- Vi tror ikke på, at Pasquale Cozzolino har arbejdet 37 timer og derefter har gået rundt på byggepladsen i 23 timer for sjov. Det ville godt nok være underligt, siger Carsten Duus, næstformand i Blik- og Rørarbejderforbundet kreds Fyn/Jylland.
Skræmmede billede
Cozzolino-sagen har fået Blik- og Rørarbejderforbundet til at dykke ned i lønsedler og tidsregistreringer fra porten for de øvrige 35 ansatte i Euroimpianti Denmark.
Tiderne har de fået udleveret af Nyt OUH, og nu er Blik- og Rørarbejderforbundet på vej med et millionkrav på den gode side af 2,5 millioner kroner. Et krav, der rettes mod Euroimpianti Denmark.
- Der tegner sig et skræmmende billede, et billede af svindel. Pasquales kolleger har generelt haft de samme lange arbejdsdage og arbejdet om lørdagen, men deres lønsedler siger også 37 timer og intet arbejde om lørdagen. Det er helt hen i vejret – især på et offentlig milliardbyggeri. Det er underligt, at det ikke er fanget i en kontrol, siger Carsten Duus.
DR har bedt Euroimpianti Denmark om en kommentar, men virksomheden ønsker ikke at udtale sig.
Den italienske totalentreprenør, der bygger Nyt OUH, har sendt en skriftlig kommentar, hvori pressetalsmand Christian Lemvigh forklarer, at entreprenøren ikke har mulighed for at kommentere på verserende sager.
Men han føler sig sikker på, at der ikke foregår systematisk snyd på byggeriet, som OHPT (Odense Hospital Project Team) står for:
- For at sikre, at reglerne (på det danske arbejdsmarked, red.) overholdes, kontrollerer OHPT’s hr-afdeling løbende underleverandørerne. Vores egenkontrol er suppleret af regionens kontrol. Vi er derfor sikre på, at der ikke sker systematiske overtrædelser på byggepladsen, lyder det i kommentaren, som slutter med, at totalentreprenøren vil sørge for at rette op på situationen, hvis der skulle være grund til det i en konkret sag.
I den grove ende
Arbejdsmarkedsforsker på Institut for politik og samfund på Aalborg Universitet, Laust Høgedahl, siger, at medmindre der er tale om en administrativ fejl, er sagen fra Nyt OUH alvorlig.
- Det vidner om, at man har underbetalt i en grad, som er i den grove ende af det, man kalder social dumping.
Laust Høgedahl er medforfatter på en ny rapport om migrantarbejderes arbejdsforhold i Danmark. Det kommer ikke bag på ham, at der foregår social dumping i bygge- og anlægssektoren.
- Men Nyt OUH er jo et højt profileret byggeri. Det har stor offentlig bevågenhed, og man har en del ekstra klausuler forbundet med det - for at undgå social dumping. Så derfor overrasker det mig, at det alligevel finder sted, siger Laust Høgedahl.
Kenneth Holm, projektdirektør på Nyt OUH, mener som udgangspunkt, at kontrollen med arbejdsvilkårene på Nyt OUH er god nok, men:
- Hvis der er yderligere sager (udover Cozzolino-sagen, red.), skal vi selvfølgelig have det afklaret. Hvis der er flere mennesker, der ikke har fået betaling, som de burde have, så skal vi have det op i lyset, og så skal vi have det håndteret, siger Kenneth Holm.
Pasquale Cozzolino nåede at arbejde på Nyt OUH i ni måneder.
DR har set forliget mellem Pasquale Cozzolino og hans arbejdsgiver. DR har ligeledes set hans tidsregistreringer fra porten samt de timesedler, han er aflønnet for.