- Det her er ikke et problem, vi kan løse alene. Vi ved, at arbejds- og lønvilkår selvfølgelig også betyder noget for de unges valg. Og det er jo i hvert fald noget af det, der kræver politisk indsats.
Sådan lyder det fra Gitte Sommer Harrits, som er prorektor og dermed øverste leder for alle VIA's uddannelser, hvor man blandt andet uddanner lærere, pædagoger og sygeplejersker fordelt på otte campusser i Region Midtjylland.
Hun er bekymret over årets tal for, hvor få unge der er blevet optaget på de såkaldte velfærdsuddannelser.
Sammenligner man med 2019, som var det seneste normale år inden corona, hvor uddannelserne optog langt flere end normalt, har sygeplejerske- og pædagogstudierne i år optaget henholdsvis 18 og 15 procent færre ansøgere.
Ser man særskilt på sygeplejerskeuddannelsen, er der optaget næsten en femtedel færre studerende i år end i 2021. I den periode har der både været corona, strejke samt en diskussion af tjenestemandsreformen.
- Set fra et samfundsmæssigt perspektiv er det bekymrende for professionerne og for de samfundsinstitutioner, der kommer til at mangle den arbejdskraft, siger Gitte Sommer Harrits.
Tænketank: Løn- og arbejdsvilkår kan afholde folk fra at søge
Også tænketanken DEA, der beskæftiger sig med uddannelse, vurderer, at løn- og arbejdsvilkår - og de negative historier, der har været fremme om netop det - kan have en afskrækkende effekt på søgningen til "varme hænder"-uddannelserne.
- En af de oplagte årsager til, at vi ser et lavere optag på pædagog- og sygeplejerskeuddannelserne er, at der er en tæt kobling mellem de her uddannelser og det arbejdsmarked, der følger efter, siger Mads Fjord Jørgensen, programleder for videregående uddannelse og tilføjer:
- De senere års historier om arbejdsvilkår, løn og arbejdspres kan være med til at afholde nogle af de studiesøgende til at søge mod de her uddannelser.
Julie Hammer Hyldegaard er en af dem, der har søgt ind på sygeplejestudiet på trods af mange negative historier.
- Jeg har godt nok overvejet, om det var den rigtige uddannelse at tage i forhold til, at de er så underbemandet på mange afdelinger på sygehuset, men jeg har konkluderet, at det er det rigtige for mig, siger hun.
- Og så håber jeg på, at dem der har kæmpet den gode kamp fortsætter med det, så vilkårene er bedre, når jeg er færdig om 3,5 år.
Ledige pladser flere steder
VIA University College oplyser til DR Nyheder, at de i år har ledige studiepladser på uddannelser og i byer, hvor der plejer at være fyldt op.
Det ser værst ud blandt pædagog- og sygeplejerskestudierne.
I Randers, Grenå, Horsens og Viborg var pladserne på pædagogstudiet sidste år fyldt op, men på alle fire uddannelser er der i år ledige pladser.
På sygeplejerskestudiet i Herning, Silkeborg, Horsens, Viborg og Randers er der også ledige pladser i år, hvor der sidste år var fyldt op.
Og som noget helt usædvanligt har også læreruddannelsen i Aarhus ledige pladser.
Minister er bekymret
Samlet set er der 14 procent færre, der har søgt sygeplejerske-, pædagog-, socialrådgiver- og læreruddannelsen i forhold til 2019, som er det mest sammenligninge år inden corona.
- Det alvorlige og bekymrende er det her fald vi ser for eksempel indenfor sygeplejerske og pædagogfagene. Det er dybt bekymrende, når man som jeg går op i, at man kan rekruttere kvalificerede og dygtig arbejdskraft til vores nøglefunktioner i vores velfærdssamfund, siger uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S).
Det her er ikke nogen ny problemstilling. I den rapport dit ministerium netop har udgivet fremgår det, at tallene har været dalene siden 2018. Har I sovet i timen?
- Det mener jeg ikke at vi har. Vi har straks efter sidste valg stoppet de årlige besparelser, der var – også på de her uddannelser. Vi har prioriteret flere af dem økonomisk. Jeg har igangsat forhandlinger nu om en reform og en forbedring af læreruddannelsen, men der skal selvfølgelig endnu mere til, det er tydeligt.
Ministeren appellerer i samme omgang til, at samfundet får gjort op med den ifølge ham eksisterende opfattelse, at jo mere akademisk en uddannelse er, jo finere er den.
Han opfordrer samtidig til, at de tusindevis af personer, der ikke er kommet ind på den uddannelse, de søgte, overvejer fag som disse, hvor der er ledige pladser.
Ministeren oplyser, at han vil indkalde de faglige organisationer og uddannelser til en drøftelse af, hvordan man kan vende udviklingen, ligesom regeringen vil bede Reformkommissionen om at bidrage med anbefalinger til løsninger.