Fængselsbetjent skudt af maskerede personer ved Nyborg Fængsel

Fængselsbetjenten ligger nu på hospitalet.

Skyderiet sker efter flere episoder med overfald og trusler mod fængselsbetjente. (Foto: © Ernst van norde, Scanpix)

En fængselsbetjent er tirsdag aften blevet ramt af skud ved Nyborg Fængsel på vej hjem fra arbejde.

Det bekræfter flere kilder overfor DR Nyheder.

Ifølge DR Nyheders oplysninger bliver fængselsbetjenten passet op af flere, maskerede personer, da han kommer ud fra sit arbejde og skal til at hjem. Han bliver skudt flere gange i benet.

Fængselsbetjenten er nu kørt på hospitalet. Hans tilstand er uvis.

DR Nyheders kilder oplyser intet om gerningsmændene.

Skyderiet sker efter flere hændelser, hvor danske fængselsbetjente har følt sig pressede. Tidligere i år blev en fængselsbetjent ved Vestre Fængsel passet op af forbipasserende uden for fængslet, som truede ham og tog billeder af ham.

Derudover efterforsker politiet lige nu to meget grove overfald mod fængselsbetjente. Heriblandt et meget voldsomt knivoverfald tidligere på året.

Vold mod fængselsbetjente

  • Der har i år været en stigning i antallet af overfald på fængselsbetjente.

  • Ifølge forbundets hjemmeside har der været 208 overfald mod fængselsbetjente i årets første fem måneder.

  • Det er 20 procent mere end i samme periode i 2015.