Facebook får kritik for selvskade-politik: De er ikke deres ansvar bevidst

Det er problematisk, at Facebook ikke sletter materiale med folk, der skader sig selv, mener organisation mod selvskade.

Ifølge The Guardian har Facebook flere gange i år fået mere end 5.000 henvendelser om selvskade indenfor en periode på to uger (Foto: © DADO RUVIC, Scanpix)

Hvis en ung kvinde sender live på Facebook, mens hun skærer i sig selv, så er det ikke nødvendigvis en overtrædelse af firmaets interne retningslinjer.

Det fremgår af en række dokumenter, som det britiske medie The Guardian har fået indsigt i. Dokumenterne viser, hvordan Facebook arbejder bag facaden, når de skal moderere indhold på vegne af næsten to milliarder brugere fra hele verden.

I dokumenterne fremgår det i manualer til de ansatte moderatorer, at man oplever en stigende tendens med videoer af selvmord og selvskade, men at man som udgangspunkt ikke vil fjerne selvskadende indhold fra siden, da det kan forhindre vedkommende i at få hjælp.

Faktisk fremgår det, at selskabet ikke vil stoppe live-udsendelser med personer, der udøver selvskade, fordi de "ikke vil censurere eller straffe personer i nød, der forsøger at begå selvmord".

Ifølge The Guardian fremgår det af de lækkede dokumenter, at Facebooks retningslinjer er formuleret på baggrund af eksperter. Men både strategien bag, og at Facebook skal have rådført sig med eksperter vækker forundring hos Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade.

- Facebook burde have rådført sig med folk, der ved, hvad de taler om. Det lader ikke til at være tilfældet, siger Steen Andersen Ledsager, generalsekretær i Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade.

- Samtidig ved vi godt, at vi ikke kan forbyde alting. Men når man er platform for så mange særligt unge brugere, så har man et særligt ansvar, siger han.

Flere selvmord blandt selvskadende

Selvom Facebook forsøger at skelne mellem selvmord og selvskade, så er det vigtigt at censurere materiale med unge, der gør skade på sig selv, også selv om der ikke er tale om selvmordsforsøg.

Ifølge Steen Andersen Ledsager er der nemlig en overhyppighed i selvmord på 20 procent blandt selvskadende personer sammenlignet med resten af befolkningen.

- De her regler giver en legitimitet omkring selvskade, som kan være forstærkende. Facebook ikke er deres ansvar bevidst, når det handler om adfærd, der er skadende for andre. Vi ved, at unge finder inspiration på nettet, når de ser andre gøre skade mod sig selv.

Hos Facebook understreger man, at reglerne er formuleret sammen med en større gruppe af eksperter, som rådgiver omkring selvmord og selvskade, blandt andet den amerikanske organisation save.org.

- Vores eksperter fortæller os, at når unge mennesker overvejer at gøre skade på sig selv, kan de bruge vores platform til at komme i kontakt med pårørende, derfor anbefaler de ikke at afbryde et live signal, siger Peter Andreas Münster, der er kommunikationschef for Facebook i Norden.

- Hvis folk deler indhold, der opfordrer til eller promovere selvskade, bliver det taget ned med det samme.

Artiklen er opdateret klokken 16.17 med svar fra Facebook