For få måneder siden skrev ægtepar offentligt, at de ønskede at dø - nu er han sigtet for at have dræbt sin kone

Ved et grundlovsforhør onsdag blev der læst op af et afskedsbrev, som 81-årige Ebbe Preisler havde skrevet, før han gav sin kone en dødelig dosis medicin.

Afdøde Mariann Preisler var alvorligt syg af Parkinsons sygdom, og havde været det gennem mange år. (Foto: © Arthur J. Cammelbeeck, Ritzau Scanpix)

Vi vil meget gerne dø.

Det var den direkte og barske overskrift, læsere af Politiken kunne læse i en kronik 23. september underskrevet af ægteparret Ebbe og Mariann Preisler.

Tre måneder senere er han sigtet for at have dræbt sin hustru på det plejehjem på Frederiksberg, hvor hun boede.

Han er sigtet for at have givet hende ottedobbelt dosis af det stærkt smertestillende lægemiddel metadon.

Mariann Preisler var 80 år, led af Parkinsons sygdom i mere end 20 år og var så syg, at det i kronikken bliver beskrevet som en "opbevaringstilstand", hvor hun ikke kan gå, lider af demens, går med ble, har problemer med korttidshukommelsen, får hallucinationer, har stive muskler og krumme fingre.

Også 81-årige Ebbe Preisler ønskede at ende sit liv, og han forsøgte også på det ved selv at tage metadon, efter at han havde givet sin kone en dødelig dosis.

Det blev altså alternativet til det ønske, der bliver udtrykt i kronikken:

- Min kone og jeg vil gerne have et par dødelige piller, sådan som modstandsfolk havde det under krigen, så vi en rolig formiddag - med hende i komfortkørestolen og mig i hvilestolen ved siden af - kan tage dem frem, se hinanden kærligt i øjnene og sige »Farvel min elskede. Tak for alt. Sov godt« (...).

I kronikken skriver Ebbe Preisler, at han på daværende tidspunkt fysisk var ok til trods for en firedobbelt bypass, en bugspytkirteloperation, kol og prostatacancer, men at han manglede livslyst.

Gift i mere end 50 år

Ved et grundlovsforhør onsdag blev der læst op af et afskedsbrev, som han havde formuleret, og som en medarbejder på plejehjemmet fandt tidligt onsdag morgen, hvor Mariann Preisler også blev fundet livløs på sit værelse.

I brevet lød det blandt andet, at hun ifølge sin mand "følte sig træt, ufri og magtesløs". Det beretter flere medier, som var til stede i retten.

Ebbe Preisler var ikke til stede, fordi han ikke var ved bevidsthed efter at have forsøgt selvmord. Anklageren ønskede lukkede døre i sagen, men efter familiens ønske argumenterede forsvarsadvokat Knud Meden for åbenhed - blandt andet med henvisning til kronikken i Politiken måneder forinden. Det ønske blev imødekommet.

Advokaten og Københavns Politi oplyser til DR torsdag, at Ebbe Preisler nu er ved bevidsthed, og at han fortsat er indlagt. Det er forventningen, at han vil blive fremstillet i grundlovsforhør fredag.

Foreløbigt er han varetægtsfængslet in absentia i 26 dage.

Ifølge Politiken afsluttede anklageren onsdag grundlovsforhøret med ordene:

- Man kan have medlidenhed med sigtedes handling, men det er jo stadig ulovligt efter dansk ret.

Ebbe Preisler var tidligere filmproducent og forfatter, mens Marianne Preisler var tidligere kunstner. De var ifølge Politiken gift i mere end 50 år.

Rettelse: Det fremgik tidligere af artiklen, at det var forventet, at manden ville blive fremstillet i grundlovsforhør torsdag. Det er rettet til fredag.