Eyal og Sofie er tilbage på Samsø efter heftig exit fra Israel: ’Vi troede, de skød’

Nu flyver tankerne om familiemedlemmer, der stadig er i Israel.

Parret havde deres to sønner med til Israel, men ferien sluttede brat i lørdags. (Foto: © Theis Lange Olsen/DR Østjylland)

Pludselig høres skudlignende lyde. Hundredvis af skrigende mennesker flygter i én retning mod et sikkerhedsrum på etagen nedenunder.

Eyal Højdal og Sofie Mondrup står med deres to børn på seks og ni år i Tel Aviv Lufthavn sent lørdag aften.

Det er kun få timer siden, at Hamas indledte et blodigt terrorangreb i den sydlige del af Israel.

- Vi sagde det ikke til hinanden, for vi kunne ikke rigtig få det over vores læber, men vi troede, at nogen skød i lufthavnen. Vi stod stadig uden for sikkerhedskontrollen på et åbent sted, fortæller Sofie Mondrup, der er gravid i sjette måned og venter familiens tredje dreng i februar.

Udenfor siler regnen ned i et mennesketomt Nordby på Samsø, der er på vej ind i lavsæsonen med meget få turister.

Parret driver til daglig en populær café og var på den sædvanlige ferie i det nordlige Israel, hvor mange i Eyal Højdals familie bor.

Kodeord fra broren

Da parret kommer ned i sikkerhedsrummet med deres børn under armen, er folk i panik. Men det viser sig at være uden grund.

- Israelere dernede siger til os, at de brag, vi forvekslede med skud, er en god lyd, for det betyder, at bombeskjoldet virker, fortæller Eyal Højdal.

Da angrebet fra Hamas brød ud i lørdags, gik det hurtigt op for parret, at noget usædvanligt var i gære.

Eyal Højdals lillebror er en del af reserven i den israelske hær. I løbet af morgenen sender han et kodeord til familien, og det betyder, at han er kaldt ind.

- Det skete sidste gang i 2014, og der hørte familien ikke fra ham i måneder ad gangen, fortæller Eyal Højdal.

Da de får kodeordet tidligt lørdag morgen, bliver Eyal Højdal og familien rådet til at rejse hjem til Danmark hurtigst muligt.

Faren, der har en fortid i den israelske hær, frygter nemlig, at angrebene også vil sprede sig til den nordlige del af landet. Lige over grænsen ligger Libanon, hvor den militante gruppering Hizbollah huserer.

- Min far trækker mig til side og tager mig med ned for at fylde benzin på bilen. Han siger, at jeg skal have min familie i lufthavnen, og at vi skal komme væk herfra, fortæller Eyal Højdal.

Aflyst, aflyst, aflyst

Familien havde ellers først flybilletter hjem om tirsdagen, men de får bestilt nogle nye med afgang sent lørdag aften og kører klokken 15 mod Tel Aviv.

Men på vejen bliver flyet aflyst, og det er umuligt at søge nye billetter frem på deres telefoner. Alligevel beslutter de at fortsætte og satser på at kunne få billetter i lufthavnen.

Skærmene i Tel Aviv lufthavn viste flere og flere aflyst fly i løbet af lørdag aften. (Foto: © (Privat foto))

- På vejen ser vi karavaner af biler med unge soldater, der samles, men ellers var vejene nærmest øde, fortæller Sofie Mondrup.

Med hjælp fra hendes far i Danmark lykkes det til sidst at finde billetter fra Tel Aviv til Athen i Grækenland, hvorfra de dagen efter kan flyve til København.

- Men hele vejen igennem troede jeg ikke på, at vi kom ud. På skærmene stod der aflyst ud for de fleste fly. Det var kaos. Og det var virkelig ikke et fedt sted at stå med to børn og en gravid mave, siger Sofie Mondrup.

Efter den ubehagelige episode med de skudlignende lyde kommer familien endelig ombord på flyet, der letter ud over Middelhavet.

- Det var først der, ude over vandet, at jeg kigger over på Sofie, og hun bryder fuldstændig sammen. Men der har vi to drenge, der er gået kolde hen over mig. Der følte vi os i sikkerhed, fortæller Eyal Højdal.

Selvom de er hjemme i trygge Nordby, og børnene er tilbage i skole igen, så er bekymringerne ikke forsvundet. For Eyal Højdals bror kan være i kamp, og resten af hans familie befinder sig stadig i det nordlige Israel.

- Jeg har det da ad helvede til. For selvfølgelig er jeg bekymret for min familie, siger han.

Samtidig er de også begge dybt bekymrede over, hvordan situationen udvikler sig den kommende tid og de mange civile tab på begge sider.

Til Israel igen?

Tankerne flyver også om de fremtidige besøg hos familien, for bliver det muligt igen? Og vil Eyal Højdal tage sin familie med til Israel igen med den oplevelse i bagagen?

- Det er klart noget, der fylder rigtig meget i mit hoved. Jeg har verdens bedste svigerfar, men han har jo allerede spurgt flere gange, om det var sikkert at tage til Israel med hans børnebørn:

Flyet er lige lettet fra Tel Aviv mod Athen. Først her føler familien sig i sikkerhed. (Foto: © (Privat foto))

- Det fylder meget, for jeg skal stå til ansvar for, om det er sikkert for familien. Vi må se. Vi ved ikke, hvad det er for et sted efter alt det her, siger Eyal Højdal.

Deres to drenge både fjoller og leger, efter at familien er kommet hjem. Undervejs har de talt en masse om episoden i lufthavnen og situationen i Israel, men også sørget for at hygge sig og få en normal hverdag op at køre igen.

De oplever dog kortere lunter, hurtigere til gråd og eftertænksomhed.

- Det gode råd er, at børnene skal vide, at det foregår langt fra Danmark, og at det ikke sker for dem. Men vi har jo en farfar, en onkel og en tante dernede, fortæller Sofie Mondrup.

Familien er også blevet enig om, at psykologhjælp er en god ide.

For Eyal Højdal lå det dog ikke i kortene indtil for kort tid siden.

- Da Sofie nævnte det første gang, svarer jeg jo som sådan en neanderthaler-mand, der heller ikke tager til lægen, når jeg bliver bedt om det:

- Men selvfølgelig skal vi det.