EU-Domstolen: OK at forbyde franske homoseksuelle at donere blod

Risikoen for, at franske homoseksuelle mænd har hiv, er så høj, at det kan være i orden at udelukke dem fra at være bloddonorer, fastslår domstol.

Det 'kan være berettiget permanent at udelukke homoseksuelle mænd fra at være bloddonorer', siger EU-Domstolen i ny dom. (Foto: © colourbox, colourbox)

Franskmændenes folkesundhed står højere end risikoen for at diskriminere homoseksuelle mænd.

Det slog EU-Domstolen onsdag fast i Luxembourg.

I en sag om en fransk mand, der blev nægtet adgang til at donere blod, alene fordi han var en seksuelt aktiv homoseksuel mand, siger EU-Domstolen således, at det 'kan være berettiget permanent at udelukke homoseksuelle mænd fra at være bloddonorer'.

- Men - for der er nogle men'er, siger DR's EU-korrespondent, Ole Ryborg:

- Der er forskel på, hvilke lande man kigger på, og den her afgørelse er meget specifik for Frankrig.

Frankrig har flest homoseksuelle

I afgørelsen lægger dommeren især vægt på, at Frankrig, ifølge fremlagte oplysninger, er det land, hvor der er flest homoseksuelle mænd med hiv - flere end i noget andet land i Europa og i Centralasien. Og at der dermed er højrisiko for, at homoseksuelle mandlige bloddonorer risikerer at overføre alvorlige blodbårne sygdomme.

Den franske homoseksuelle mand, Geoffrey Léger, som havde hevet det franske sundhedsministerium og det nationale donorkorps for retten, mente ikke, at der var hjemmel for permanent at udelukke homoseksuelle mænd fra at donere blod, da det er udtryk for forskelsbehandling.

Men det er det altså i nogle tilfælde. Blandt andet i Frankrig, lyder dommen.

Ingen umiddelbar betydning for Danmark

Også i Danmark har diskussionen om homo- og biseksuelle bloddonorer længe bølget.

De er pt. permanent udelukket fra bloddonation i Danmark, selvom Enhedslisten, SF, Dansk Folkeparti, Venstre, Konservative og Liberal Alliance for et år siden krævede en revurdering af det danske forbud.

Afgørelsen fra EU-Domstolen kommer dog ikke umiddelbart til at have nogen konsekvens for Danmark, siger Ole Ryborg.

- Det er en meget, meget fransk afgørelse, så det har ikke umiddelbart nogen betydning for Danmark. Den er helt specifikt rettet på den situation, der er i Frankrig.

Pålagt at kigge på nye teknologier

Udover at sige, at det kan være berettiget at livstidsudelukke mænd, der har sex med andre mænd, fra at give blod, så mener EU-Domstolen også, at man skal se, om det kan løses på en anden måde.

- De pålægger blandt andet den nationale ret at vurdere, om der findes en teknologi, hvor man kan påvise hiv tidligere og dermed udelukke bloddonoren - uden at diskriminere, siger Ole Ryborg.

En række EU-lande har mere lempelige regler for bloddonorer, så sex mellem mænd ikke giver permanent udelukkelse. Det gælder Spanien, Italien, Slovakiet, Finland, Sverige og Storbritannien.