- Det har været et helvede at skulle være på jagt efter et apotek på Sjælland, der havde noget på lager.
Sådan beskriver Brian Øllegaard de sidste to måneder.
Brian Øllegaard og hans hustru har begge diagnosen diabetes 2. Og for tiden har de store problemer med at få fat i den medicin, der holder blodsukkeret nede og kroppene raske.
Men Brians, konens og andre danskeres diabetesmedicin er lige nu i restordre i hele Danmark.
I et skriftligt svar til DR beklager Novo Nordisk leveringsproblemerne.
- Selvom vi leverer mere medicin end nogensinde, så har efterspørgslen været meget højere end forventet, lyder det i en mail.
Diabetesmidlet Ozempic er en pen med injektionsvæske, som 80.000 danskere får ordineret fra lægen. Den kommer i tre varianter: et kvart, et halvt og et helt milligram.
Lige nu er de to varianter med de højeste doser i restordre, hvilket betyder, at hylderne står tomme på de fleste af landest apoteker. Så patienterne er tvunget til at købe flere Ozempic-penne af den mindste variant for at få den rigtige dosis.
- Restordren kan jeg ikke gøre noget ved, men så må vi jo støve de apoteker op, der har den mindre dosis, siger Brian Øllegaard.
Selvom Ozempic er tilskudsberettiget, rammer restordren mange patienter på pengepungen, fordi patienterne skal ud og erhverve sig så mange penne med medicin. Brian Øllegaard skal købe og stikke sig med seks penne med 0,25 mg for at nå op på sin ugentlige dosis.
Apoteker: Folk bliver desperate
Diabetikernes fortrukne medicin Ozempic løber nu ind i 2. måned på restordre.
Hvis der er nogen, der virkelig kan mærke, hvor mange diabetikere, der ikke kan få sin medicin, så er det apotekerne.
Det er efterhånden blevet hverdagskost, at de må sende type 2-diabetikere tomhændede hjem, når borgerne kommer med en recept på diabetesmedicinet Ozempic.
- Pennen med et milligram kan vi slet ikke skaffe i øjeblikket, og det har vi ikke kunnet i lang tid. Der er ikke andet at gøre, end at patienten må tilbage til lægen og snakke om, hvad der så er at gøre, siger Lars Nørgaard, ejer af Kattegatapoteket og kredsformand for apotekerne i Region Midtjylland.
Og diabetikerne er efterhånden ved at blive desperate, lyder det:
- Jeg havde en kollega, der var ude for, at en patient sagde: "så tager jeg bare ikke min medicin, og hvis jeg dør, så er det din skyld", siger Lars Nørgaard.
På Lars Nørgaards to apoteker i Grenå er der totalt udsolgt af penne med et milligram. Pennen med et halvt milligram har han skaffet fem styks af, men de er allerede reserveret, og der står yderligere 60 patienter i kø. Så er der kun den mindste dosis, som ikke er i restordre, tilbage:
- Dem har vi seks på lager af på Kattegat og Grenå Apotek, så de får hurtigt ben at gå på, siger han.
Mange bruger Ozempic som slankemiddel
I december lancerede Novo Nordisk deres nyeste skud på stammen, slankemidlet Wegovy.
Det aktive stof, semaglutid, er det samme i Wegovy og Ozempic. Men selvom de to medicin-penne er identiske både på udseende og indhold, så er de ment til forskellige patienter.
Ozempic gives typisk til diabetespatienter med offentligt tilskud. Wegovy er et registreret slankemiddel, som brugerne selv skal betale for.
Men netop fordi lægemidlerne er så ens, og fordi Ozempic har de samme vægttabsvirkninger som Wegovi, så er der rift om produktet fra folk både med og uden diabetes.
Sådan lyder det fra Søren Tang Knudsen, overlæge og lektor på Steno Diabetes Center i Aarhus.
- Der er en omfattende "off label" brug af det her lægemiddel (Ozempic, red). Der er en del mennesker uden diabetes, som får det for at tabe sig i vægt via deres egen læge eller via klinikker, der sælger det, siger han.
Søren Tang Knudsen pointerer, at der ikke som sådan er noget forkert i det, men at det giver et ekstra pres på efterspørgslen, når folk, der "tager lægemidlet for at tabe sig fem kilo", også vil have fat i den medicin, der egentlig er tiltænkt diabetespatienter.
Hos Novo Nordisk bekræfter man, at der kan være noget om snakken.
- Tal fra sundhedsdatastyrelsen kunne indikere, at Ozempic i nogle tilfælde bliver brugt uden for den godkendte indikation. Novo Nordisk opfordrer på det kraftigste til, at vores lægemidler kun bruges indenfor de godkendte indikationer, skriver medicinalfirmaet i en mail til DR.
Rammer til kritiske punkt nu for diabetikere
Tanja Thybo, forskningschef i Diabetesforeningen, fortæller, at vi har nået et punkt nu, hvor samtlige diabetikere, der får Ozempic, bliver ramt af medicinmanglen.
- Situationen er efterhånden ret kritisk for mennesker med type 2 diabetes. Man får gerne sin medicin til en måned ad gangen, og situationen den har varet i mere end en måned nu, så nu er det alle 80.000, der er ramt af det her, siger hun.
Det kan Brian Øllegaard nikke genkendende til.
- Folk er ved at gå i panik nu og finder erstatningsprodukter, siger han.
For Tanja Thybo er det ikke optimalt, hvis patienter underdoserer deres medicin eller prøver andre, mere tilgængelige præparater, de ikke har brugt før.
- Det er rigtig vigtigt, at Ozempic snart kommer tilbage i fuld kapacitet, fordi de her 80.000 mennesker, som som tager den her medicin, typisk har prøvet noget andet. Ozempic er normalt ikke førstevalget, og det vil sige, at de her mennesker har prøvet andet, som ikke har virket så godt, siger hun.
Hos Novo Nordisk producerer man mere medicin end nogensinde før, og selvom medicinalgiganten havde forventet større efterspørgsel, så har den været "meget større end forventet":
- Et milligram Ozempic fra Novo Nordisk forventes igen at være tilgængelig på danske apoteker i slutningen af denne uge, men, der vil i Danmark kunne opstå periodevise restordrer af forskellige Ozempic doser fra Novo Nordisk resten af 2023, skriver Novo Nordisk i en mail til DR.
Novo Nordisk skriver, at de alene i år planlægger at investere 25 milliarder kroner i at udvide kapaciteten til produktion af medicin.