Erstatninger tikker ind hos hjerneskadet psykiaters patienter

Indtil nu har 11 personer fået erstatning for skader efter psykiaters behandling.

Charlotte Heegaard er en af de tidligere patienter, der har fået erstatning. Hun har fået 25.000 kroner. (Foto: © PRIVAT, privat)

11 personer har indtil videre fået erstatning for de skader, de har fået efter at have været i behandling hos en vestjysk psykiater med en hjerneskade.

Det oplyser Patienterstatningen til DR Nyheder.

I alt har 60 tidligere patienter søgt om erstatning. 22 sager er endnu ikke afgjort, mens 27 af dem er blevet afvist.

Fire af dem er blevet afvist, fordi de er faldet for forældelsesfristen.

Langt de fleste sager er dog ifølge Patienterstatningen afvist, fordi det ”ikke har været muligt at konstatere, at behandlingen har medført en skade, som kan erstattes efter reglerne i erstatningsansvarsloven”.

Indtil videre er der samlet uddelt 280.000 kroner til de 11 personer, der har fået anerkendt en skade hos Patienterstatningen.

15.000 kroner er det laveste beløb, der er blevet tildelt. 59.372 kroner det højeste. I flere af sagerne er erstatningen dog endnu ikke opgjort.

Den hjerneskadede psykiater fik frataget sin autorisation i 2013. Men indtil da fik han lov til at praktisere, selvom Sundhedsstyrelsen gennem ni år modtog alvorlige advarsler om ham.

Du kan læse mere om DR Nyheders afdækning af sagen her.