Eromo er strandet i lufthavnen med et norsk id-kort

Eromo Gezahegn Abebe er fra Etiopien og bor i Norge, men i øjeblikket er han strandet i Københavns Lufthavn.

Eromo Gezahegn Abebe ved ikke, hvad han skal gøre, efter han blev afvist ved id-kontrollen i Københavns Lufthavn.

Eromo Gezahegn Abebe bor i Norge, men har netop besøgt sin kone og barn i Tyskland.

Turen hjem til den norske by Lena sluttede dog brat, da han blev stoppet i kontrollen i lufthavnen med et norsk id-kort.

Vagterne i DSB tager nemlig kun mod pas, kørekort og svensk id-kort. Men Eromo Gezahegn Abebe har ikke nogen af delene:

- Jeg har købt togbilletter, men jeg er helt forvirret nu, siger Eromo Gezahegn Abebe, der er fra Etiopien, men har boet seks år i Norge.

Han aner ikke, hvordan han skal komme hjem, fortæller DR's reporter Camilla Faurholdt-Løfvall, der har talt med ham.

- Hans norske opholdstilladelse, som er et plastickort med foto på, blev afvist. Han ved simpelthen ikke, hvad han skal gøre, fortæller hun.

  • I dag er det svenske transportøransvar trådt i kraft.

  • Det betyder, at alle, der rejser ind i Sverige, skal vise pas eller kørekort (ud over svenskere, der kan vise id-kort). Securitas er til stede i lufthavnen med 150 mand - på vegne af DSB.

  • DSB registrerer ikke, hvor mange det afviser ved kontrollen i Københavns Lufthavn. Men flere er allerede blevet afvist på grund af manglende id.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1094337570616766