Erik har boet og arbejdet på Christiansø i 26 år: Nu kan du blive hans nye kollega

På den lille søfæstning nordøst for Bornholm er der lige nu tre ledige og helt unikke jobs

Med 26 års erfaring på rygraden er Erik Christensen den person, der lige nu har været ansat længst tid på Christiansø. (Foto: © Michael Aarup)

I en solgul kasernebygning fra 1791 går Erik Christensen og trækker ledninger, tjekker strøm og gør klar - for snart kommer der forhåbentligt en ny lejer.

Forsvaret, der administrerer Ertholmene, som tæller øerne Christiansø og Frederiksø, søger nemlig både en ny lærer til den lokale skole, en håndværker og en administrativ medarbejder. Erik Christensen, der er elektriker, endte da også selv på Christiansø på grund af et job. Han og familien aftalte dengang, at de ville give det et års tid.

Bygningerne på Christiansø ejes og drives af Forsvaret, der udlejer dem til øernes ansatte. Det hvide hus bebos til enhver tid af Christiansøs administrator - en stilling, der lige nu bestrides af Søren Thiim Andersen. (Foto: © Michael Aarup)

- Det var jo lidt spændende, for jeg havde faktisk aldrig været på hverken Bornholm eller Christiansø, før jeg kom herover til jobsamtale. Vi tænkte, at vi gerne ville have lidt mere tid med børnene, og i det hele taget have lidt mere familieliv i stedet for at ende i hamsterhjulet, fortæller han.

Ét år blev dog til mange, og han har nu boet og arbejdet på Christiansø i 26 år.

- Når man har det godt et sted - ja - så er det ikke altid, man lige får rykket videre. Det er efterhånden bare blevet mit hjem, fortæller Erik Christensen, der lige nu den person, der har været ansat længst tid på Christiansø.

Som at springe ud på dybt vand

Lejligheden, Erik Christensen er i færd med at klargøre, er til den nye lærer, som ingen endnu ved, hvem er. Men vedkommende kommer til at flytte ind i et at landets nok mest unikke samfund, hvor 90 mennesker i alle aldre arbejder og bor sammen på Danmarks østligste punkt.

Christiansøs kommende, nye lærer kommer til at bo her - i en moderniseret lejlighed i bygninger fra 1791. Stort set alt på øerne er bevaringsværdigt, men både el, varme, rindende vand og wi-fi er kommet til Christiansø. (Foto: © Michael Aarup)

For de fleste vil det være noget af et spring, men spørger man Erik Christensen, kan det godt svare sig at tage chancen:

- Vi kommer hinanden ved, vi har et godt socialt liv, og der er tid til hinanden. Vi er heller ikke på akkord, når vi arbejder herovre, så vi har tid til at gøre tingene ordentligt, fortæller Erik Christensen.

Der er også en yderligere gevinst ved livet og arbejdet på Christiansø, der helt unikt ikke tilhører en kommune. Man slipper nemlig for at betale kommuneskat, og mange kan derfor klare sig med indkomsten fra en deltidsstilling. Samtidig ender mange stillinger lidt som en blandet pose bolsjer.

- Jeg har mine elektriker-opgaver, men sørger også for, at generatorerne kører. Står radiatoren af ovre hos fru Jensen, så er det mig eller en af mine kollegaer, der kan fikse den. Og hvis der er ferie, kan jeg være skraldemand, fortæller han.

Håber på et godt generationsskifte

En af de tre stillinger, der er slået op på Christiansø, er en håndværker. Forsvaret, der administrer Christiansø, søger bredt, men står det til Erik Christensen, må det gerne være en elektriker ligesom ham selv.

- Om to-tre år går jeg på pension. Hverdagen er aldrig ens herovre, og der er altid nye opgaver. Så det må gerne være én, der er sød, rar og omgængelig, og én, jeg kan lave en god overdragelse til, når tiden kommer, siger han.

Fordi Ertholmene på sin vis står udenfor dele af det danske samfund, og kan sammenlignes med en militærbase, er det kun dem, der er på kontrakt med Forsvaret, der må bo der. Erik Christensen håber dog på, at pensionsdagen ikke bliver lig med et farvel til hjemmet gennem 26 år.

- Min kone arbejder jo også herovre, så jeg håber helt klart, at jeg kan få lov til at blive.