Erhvervsskoler vrimler med gengangere

Hver tredje elev på landets erhvervsskoler er allerede droppet ud af mindst en erhvervsuddannelse før, viser nye tal.

Erhvervsskoleeleverne shopper rundt blandt forskellige uddannelser. Nye tal viser, at hver tredje elev på nye erhvervsuddannelser har prøvet mindst en uddannelse før. (Foto: © Søren Bidstrup, Scanpix)

Hvis du efter sommerferien starter på en uddannelse som kok, tjener, murer eller en af de andre linjer på landets erhvervsskoler, kan dine klassekammerater formentlig fortælle en masse om de andre muligheder.

Nye tal fra tænketanken DEA viser nemlig, at omkring 30 procent af de nye erhvervsskoleelever har mindst et fejlslagent forsøg på erhvervsskolerne bag sig.

Mange dropper ud flere gange

Og generelt er der desværre ikke tale om elever, der fandt deres sande kald i anden omgang.

Tallene viser, at når man først dropper ud af en erhvervsuddannelse, er det mindre sandsynligt, at man fuldfører den næste. Men andre ord, dropper man først ud en gang, er det mere sandsynligt, at man gør det igen.

- De elever, som ikke er motiverede eller som i forvejen er meget uafklarede har svært ved at finde vej igennem systemet. Vi har nogle elever, der er på deres sjette, syvende eller ottende forsøg, siger Lars Kunov, der er direktør for Danske Erhvervsskoler.

Tallene viser, at 56,5 procent gennemfører deres første erhvervsuddannelse. Det tal falder til 53,5 procent for andet forsøg, mens kun 38,4 procent gennemfører efter at have droppet ud tre eller flere gange.

Mere information til eleverne

I alt fuldføres kun halvdelen af alle erhvervsuddannelser, hvilket er markant mindre end gymnasiets 90 procent.

Lars Kunov mener, at der er behov for meget mere vejledning og støtte på uddannelserne.

- Det er nødvendigt, at der er nogen, der tager fat i eleverne og hjælper dem med at finde ud af, hvilken uddannelse de skal vælge og med at holde fast i det valg, siger han.

Også orientering inden man overhovedet søger ind kunne hjælpe på frafaldet, mener elevorganisationen.

- Der skal helt klart noget bedre brobygning til. Det skal være sådan, at samtlige folkeksoleelever har haft mindst én dag i arbejdstøj, mener Morten Ryom, der er formand for Erhvervsskolernes elevorganisation.