Endnu en person sigtet i sag om formodet millionsvindel i Socialstyrelsen

Advokat bekræfter, at han repræsenterer en person, der er sigtet i Britta Nielsen-sagen.

64-årige Britta Nielsen er mistænkt for at have svindlet for 111 millioner kroner, mens hun var ansat i Socialstyrelsen. (Foto: © SIPHIWE SIBEKO, Scanpix)

Bagmandspolitiet (SØIK) har sigtet endnu en person i sagen om formodet millionsvindel i Socialstyrelsen.

Det bekræfter advokat Andro Vrlic, der repræsenterer den sigtede, overfor DR Nyheder.

- Som man også kan se af retslisten, så er der en sag om navneforbud for retten i morgen. Jeg har ikke yderligere kommentarer til sagen, siger han.

Af retslisten fra Københavns Byret fremgår det, at retsmødet kommer til at foregå i morgen tidlig klokken ni, og det kommer til at handle om navneforbud.

SØIK ønsker ikke at udtale sig om sagen af hensyn til efterforskningen.

I forvejen er den svindelmistænkte Britta Nielsen og hendes søn, der er sigtet for hæleri i sagen, frivilligt gået med til at blive fængslet.

Også Britta Nielsens to døtre er sigtet for groft hæleri i sagen og har været det siden oktober, hvor sagen kom frem. Ifølge politiet har de og sønnen modtaget en betydelig del af deres mors formodede svindeludbytte.

Britta Nielsen selv er sigtet for groft databedrageri ved fra 2002 til 2018 at have trukket mindst 111 millioner kroner ud til sig selv fra tilskudsadministrationen under Socialministeriet.

Det er uklart, hvordan Britta Nielsen forholder sig til sigtelsen. Alle børnene nægter sig skyldige.

Beløbet voksede og voksede

Da mistanken mod den 64-årige kvinde opstod, steg beløbet på få dage med mere end 100 millioner kroner.

Det fremgår af en aktindsigt i de skriftlige orienteringer om sagen, som løbende blev sendt til børne- og socialminister Mai Mercado (K).

Dokumenterne viser forløbet omkring den formodede svindelsag, før offentligheden blev informeret om sagen.

Den 24. september var Britta Nielsen mistænkt for at have svindlet for mindst 6,3 millioner kroner.

I dagene efter den første orientering voksede og voksede beløbet. Den 2. oktober 2018 var beløbet således oppe på 111 millioner kroner.

https://infogram.com/1pd21rmmplrzd6hmgepw17jn2quk99n0n29

Bagmandspolitiet bekræftede i november, at de mener, at nogle af de 111 millioner kroner var brugt på hestekøb og ejendomme.

Politiet har beslaglagt Britta Nielsens hus i Hvidovre, et sommerhus i Sverige, en medsigtets andelsbolig, ligesom at der er beslaglagt penge på kvindens bankkonti. Der er også beslaglagt mindst to biler.

Da Britta Nielsen blev anholdt i Sydafrika, blev der også beslaglagt omkring 300.000 kroner i kontanter, som den svindelmistænkte havde på sig.