Endnu en gang: Rekordstor søgning til videregående uddannelser

91.231 har søgt ind på en videregående uddannelse, viser opgørelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Antallet af ansøgere til de videregående uddannelser sætter rekord - igen. (© Colourbox)

Søgningen til de videregående uddannelser har i år endnu en gang slået rekord. Således har 91.231 søgt optagelse på en videregående uddannelse i 2014, viser en opgørelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

91.231 har søgt optagelse på en videregående uddannelse i 2014. Det er det højeste antal ansøgere nogensinde med en stigning på fire procent i forhold til ansøgertallet sidste år, der lød på 88.040.

Skal vente i 25 dage på svar

Lørdag klokken 12 var det sidste frist for spirende studerende til at søge ind på kvote 1, hvor der optages på baggrund af karakterer.

49.300 ansøgere valgte at sende sin ansøgning af sted inden 15. marts i år, hvor fristen for at blive optaget via kvote 2 udløber. Det betyder dog ikke, at alle knap 50.000 ansøgninger er kvote 2, for man kan sagtens sende en kvote 1-ansøgning af sted tidligt på året.

Alle får besked, om de har fået deres drømmestudie 30. juli.

Sidste år søgte 88.537 håbefulde ansøgere ind på landets videregående uddannelser. Af dem blev 67.833 optaget på et studie, mens 20.704 fandt et afslag i postkassen.

/ritzau/