Solen er gemt godt væk bag skyerne over solskinsøen Bornholm i dag. Men alligevel lysner det.
Bornholmerne kan nemlig så småt se frem til at få store dele af deres hverdag tilbage, hvis altså Folketinget følger de indstillinger, som eksperter og sundhedsmyndigheder kom med i går aftes.
Her får Bornholm særstatus som det sted i Danmark, der kan genåbne for mest - i et slags nøje overvåget eksperiment.
- Vi har lagt op til, at man laver nogle forsøg regionalt, og så må vi se, hvordan det går, og så er udgangspunktet, at vi skal reagere hurtigt, hvis smitten løber løbsk, siger Tyra Grove Krause, der er afdelingschef på Statens Serum Institut.
En klippe-ø
Bornholmerne skal have lov til at gå i butikker, mødes flere til udendørs idræt og åbne udendørs kulturinstitutioner. Det er det samme, som også indstilles til at gælde i resten af landet.
Men derudover bør bornholmerne som de eneste kunne åbne for alle skoleelever og studerende i alt fra folkeskoler, efterskoler og erhvervsuddannelser. Også de liberale serviceerhverv bør åbnes, lyder det fra den såkaldte referencegruppe. Dermed kan bornholmerne se frem til igen at få massage eller klippet det lange corona-hår.
Det glæder ejer af den bornholmske frisørsalon Klip & Z i Rønne, Nete Tamdrup.
- Jeg står med en rar følelse og glæder mig til at servicere kunderne igen, siger Nete Tamdrup.
Men det hele står og falder med, at bornholmerne er villige til at lade sig teste. Selv et frisørbesøg kræver enten en coronavaccine eller en frisk negativ coronatest. Og det er ikke noget, frisøren ser frem til at skulle tjekke.
- Det bryder jeg mig egentlig ikke om, siger hun.
Man er heller ikke ret begejstret for coronatestene på skolerne, hvor alle de store elever står til at skulle testes to gange om ugen.
- Der kommer til at gå rigtig meget tid fra undersvisningen, hvis man skal til at teste hele tiden. Det bliver en tidsrøver, siger formand for Bornholms Lærerforening, Signe Ballegaard Schmidt, som også efterlyser svar på, hvad man gør med elever, der ikke kan eller vil lade sig teste.
Borgmester: Ok med test-bøvl
Men en massiv teststrategi er ifølge ekspertgruppen en afgørende forudsætning for, at Bornholm overhovedet får lov at åbne så meget.
Falck, der lige nu varetager lyntestene på øen, vurderer, at der skal udføres 6.000 test om dagen.
Og det er det hele værd, siger øens borgmester.
- Det er jo glædeligt for os, at vi kan åbne vores samfund, og at de unge mennesker kan komme i skole igen, selvom det selvfølgelig er forbundet med meget bøvl med alle de test, der skal foretages, siger Thomas Thors (S).
- Vi vil gøre, alt hvad vi kan, for det er jo en forudsætning for det. Lige her har vi ikke noget imod at blive test-ø, siger borgmesteren.
De seneste syv dage er der registreret fem smittede på øen, hvilket giver en incidens på 12,7 - altså 12,7 smittede per 100.000.
Småøer bliver overset
Selvom Danmark har flere andre øer, man kun kan komme til med færge, og kun undtagelsesvist via luften, så betyder det ikke, at de nu får lov at åbne mere. Og det på trods af, at de er helt smittefri.
På Ærø syd for Fyn bor der 6.000 mennesker, og her har man lige nu ikke et eneste smittetilfælde. Men man kan slet ikke sammenligne de to øer, siger borgmester på Ærø, Ole Wej Petersen (S).
- Der er stor forskel. Vi har 26 færgeafgange om dagen, og der er mange, som pendler, og derfor er vi meget afhængige af smitten i vores nabokommuner, siger borgmesteren.
I Faaborg Kommune er incidensen 62,2, mens den i Svendborg eksempelvis er 43,00.
Og mange af kommunens borgere pendler normalt ind til fastlandet for at arbejde eller gå i skole. Derfor skal der ikke meget til, før nogen kommer til at trække coronavirusset med hjem, mener borgmesteren.
- Selvom det er rigtig ærgerligt, at vi ikke kan få en lignende ordning, vil jeg mene, at vi skal stå sammen om det her og rette os efter de retningslinjer, der kommer, siger Ole Wej Petersen.
Heunicke: Bornholm er særlig
Lignende melding kommer fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
- Når det drejer sig om Bornholm, så er de i en særlig situation netop fordi, de ligger lidt mere isoleret. Det er lidt nemmere at få lavet et testset-up, når man ankommer på Bornholm.
Men skrider det, er han klar til at trække stikket.
- På Bornholm vil man kunne åbne lidt mere end i resten af samfundet. Det vil vi selvfølgelig følge meget, meget tæt, fordi kravet vil også samtidigt være, at vi skal være klar til at lukke ned, hvis der sker pludselige smitteudbrud, siger Magnus Heunicke.
Folketingets partier forhandler nu om, hvordan genåbningen skal være på tværs af landet, og det ventes, at regeringen melder en plan for genåbningen ud allerede onsdag.