Det er ikke unormalt eller ekstraordinært, når chefer på offentlige arbejdspladser får fratrædelsesgodtgørelse, selvom de fortsætter i deres job.
- Det er ikke det, vi ser mest, men det sker af og til, siger Dorthe Christensen, jurist i fagforeningen DJØF, som organiserer en stor del af cheferne i det offentlige.
Fik 1,5 millioner for at fortsætte
Rektor på Københavns Universitet Ralf Hemmingsen har for nyligt fået fire år mere på posten som universitetets øverste leder. Men samtidig har han fået en fratrædelsesgodtgørelse på omkring en million kroner, skriver Politiken.
Det sker, fordi Ralf Hemmingsen er åremålsansat og fratrådte stillingen, for bagefter at bliver ansat igen. Og den ansættelsesform, hvor cheferne får jobbet i en periode på mellem tre og seks år bliver mere og mere udbredt i det offentlige.
- Langt de fleste chefer i staten og kommunerne er ansat på åremål. Det er kommunaldirektører, kontorchefer, afdelingschefer, men ikke departementschefer, siger Dorthe Christensen.
Svendborg og Roskilde
Også samtlige universitetsrektorer er åremålsansatte, og Dorthe Christensen vurderer, at omkring 2.000 offentligt ansatte chefer er på årmålskontrakt og dermed har mulighed for at få fratrædelsesgodtgørelse, mens de er i job.
Nogle af dem, der har nydt godt af ordningen er Svendborg og Roskilde kommuners kommunaldirektører.
I 2008 fik Erik Meldgård Bendorf ifølge Fyens Stiftstidende 900.000 kroner i godtgørelse samtidig med, at han fik tre år mere som kommunaldirektør i Svendborg, og i 2012 skrev Sjællandske, at Roskildes kommunaldirektør Henrik Kolind hævede halvanden million kroner i fratrædelsesgodtgørelse samtidig med, at hans kontrakt blev forlænget med tre år.
Usikker ansættelse
- Fratrædelsesgodtgørelsen er en kompensation for den usikkerhed, der ligger i ikke at være fastansat, siger Dorthe Christensen fra DJØF.
Tidligere var cheferne i staten, på universiteterne, sygehusene og andre offentlige arbejdspladser tjenestemandsansatte, og næsten umulige at fyre.
- Åremålsansættelser er lavet for at give arbejdsgiverne en mulighed for at få en højere mobilitet blandt cheferne.