Der er sent onsdag aften blevet affyret skud på Christianshavn i København, og ifølge DR Nyheders oplysninger er én betjent blevet ramt af skud.
Over for Ritzau bekræfter politiet, at en person er såret. Nyhedsbureauet har ikke fået bekræftet, at der er tale om en betjent.
- Mere kan jeg ikke sige, siger central efterforskningsleder Youssef Lharraki fra Københavns Politi.
Københavns Politi vil ikke på nuværende tidspunkt udtale sig om skyderierne over for DR Nyheder. Ifølge politiet er der tale om en krisesituation.
Hold afstand
Politiet oplyser på det sociale medie Twitter, at skyderiet har fundet sted på Christiania, og at folk skal holde sig på afstand.
Et stort antal veje er blevet afspærret i området, hvor politiet er massivt til stede.
Omkring klokken 23:40 skriver øjenvidner på Twitter, at ambulance og politibiler har forladt området igen.
https://twitter.com/LauSvensson/status/771093168045617152
Ifølge DR’s journalist på stedet, Louise Dalsgaard, er et stort område omkring Christiania blevet spærret af efter skyderiet.
- Der er blevet spærret fra Vor Frelser Kirke og ned langs kanalerne. Politiet betragter området som et gerningssted, siger hun og fortæller, at der er kommet flere betjente til, mens hun har stået ude ved afspærringen til området.
- Senest er der kørt et stort salatfad ind mod Christiania, fortæller Louise Dalsgaard.
Artiklen opdateres...