Alle kneb gælder, når en skilsmisse går i hårdknude. Det har store konsekvenser for børn, som siden en ny lov fra 2007 må leve med konsekvensen af, at deres forældre ved dom har fået delt forældremyndighed.
Nogle børn ender med at skulle leve i to adskilte verdener, hvor bamsen eller sutten fra den ene ikke er velkommen i den anden.
Pskykolog Ingrid Bové Jakobsen fra Statsforvaltningen i København fortæller også om børn, der oplever, at blive bedt om at skifte tøj fra top til tå, når de kommer fra den anden forælder.
De har altså en garderobe, når de er hos mor og en anden, som kun bruges hos far.
Har ikke en hel verden
- Det gør at børnene ikke får en hel verden. De har brug for en hel verden, der hænger sammen, hvor de kan gå fra det ene sted til det andet og hvor man snakker om hinanden, siger Ingrid Bové Jakobsen.
Hun forklarer, at i nogle tilfælde ligger det uudtalt, at far ikke vil høre om mor eller omvendt.
- De fornemmer, at her må jeg ikke tale om mor, eller her skal jeg helst ikke sige noget om far. Der bliver stille, når de gør det og det, de fortæller, bliver ikke kommenteret, forklarer Ingrid Bove Jakobsen.
Forældre skal sætte sig i børnenes sted
I mange tilfælde oplever Statsforvaltningen en forandring i disse sager, når forældrene bliver bedt om at sætte sig i deres børns sted og overveje, hvordan det ville være, eksempelvis at blive bedt om at skift tøj.
- Der er mange, der bliver rigtig berørt af det, når de hører, hvordan deres børns liv er set fra børnehøjde, siger Ingrid Bové Jakobsen.
I aften sætter DR Dokumentar fokus på de børn der bliver tvunget til at vælge mellem mor og far på grund af den nye lov fra 2007.