Emma Aastrand høster karrierens fjerde OL-medalje

Akkurat som i Tokyo blev kajakroeren Emma Aastrand Jørgensen nummer tre i 500 meter-finalen i enerkajak.

Emma Aastrand Jørgensen er nu oppe på fire OL-medaljer. (Foto: © BERTRAND GUAY, Ritzau Scanpix)

Intet OL uden en medalje fra Emma Aastrand Jørgensen.

Sådan kan man næsten have det, efter den danske kajakroer lørdag sikrede sig metal for tredje OL i træk.

I finalen i 500 meter enerkajak startede den 28-årige dansker på bane syv, hvorfra hun roede sig til en tredjeplads og dermed en bronzemedalje.

De tre, der endte på podiet i Tokyo for tre år siden, var også dem, der sluttede i top tre i det franske.

  • Emma Aastrand Jørgensen knyttede næven efter en tæt kamp om bronzemedaljen. (Foto: © OLIVIER MORIN, Ritzau Scanpix)
  • Trip trap træsko. Podiet i det østlige Paris var identisk med det i Tokyo i 2021 (Foto: © ALI HAIDER, Ritzau Scanpix)
1 / 2

Newzealandske Lisa Carrington genvandt OL-guldet foran ungarske Tamara Csipes, mens Emma Aastrand tilbagelagde de 500 meter en brøkdel hurtigere end Aimee Fischer fra New Zealand.

- Ej, det er fantastisk. Shit mand, hvor er jeg stolt af mig selv. Hold kæft, hvor er jeg god, ja! Ja!, sagde Emma Aastrand Jørgensen kort efter finaleløbet til DR.

Danskeren blev noteret for tiden 1:49,76, hvilket var godt to sekunder langsommere end guldvinderen Carrington.

Se eller gense finaleløbet her:

Oprejsning efter skuffelse i toerkajak

Emma Aastrand Jørgensen sikrede tidligere på lørdagen finalepladsen, da hun blev nummer to i sit semifinaleheat bag den suveræne newzealænder.

Tidligere i legene skuffede Emma Aastrand Jørgensen dog stort med makkeren Frederikke Hauge Matthiesen i toerkajakken, da de forsvarende verdensmestre røg ud i kvartfinalen.

"Pinligt", lød det fra Emma Aastrand Jørgensen.

Men lørdag rejste hun sig og roede en fjerde OL-medalje hjem.

- Jeg er så træt af, at det gik så skidt i vores toer, så at jeg kan stå her, tage en bronzemedalje, vel vidende at jeg har været så ked af det i starten af ugen. Det vidner om, hvor god jeg er til at løfte mig selv og stole på, at min krop og psyke godt kan være med, hvor det er sjovt, siger Emma Aastrand Jørgensen.

Efter interviewet kunne den 28-årige roer sætte kurs mod noget, hun har prøvet flere gange før.

- Der skal ske det, at Emma hun skal på præmieskamlen om ikke så længe, og det glæder hun sig rigtig meget til, og så skal det så meget fejres. Hvordan og hvorledes ved jeg ikke, siger Emma Aastrand Jørgensen.

- Vi skal til OL-byen engang senere, og så håber jeg på at møde en masse glade danskere, og der skal sgu nok være en øl eller fem, tror jeg.