Under en undersøgelse af en nu 33-årig mands bopæl i Korsør gjorde politiet en opdagelse, som førte til den mulige opklaring af et de største kriminalmysterier i nyere tid.
I huset lå en kuffert, hvor der var en række effekter. Blandt andet en Rema 1000-pose og et bælte. Nede i posen lå der en rulle tape, som indeholdt DNA som med én til en millions sandsynlighed tilhører Emilie Meng.
Det betyder, at det er én million gange mere sandsynligt, at DNA'et tilhører Emilie Meng end en anden tilfældig person.
Det fortæller anklager Susanne Bluhm tirsdag i Retten i Næstved, som har taget hul på retssagen mod den 33-årige mand.
- Det er det eneste spor, der er fundet i sagen, hvor Emilie Mengs DNA er fundet, siger anklageren.
Emilie Mengs lig blev fundet 24. december 2016. Hun blev fundet i en sø, hvor hun havde tape løst rundt om halsen. Liget var svært medtaget og bar præg af at have ligget i en sø i cirka et halvt år.
Der er lavet en såkaldt brudflade-analyse. Her har man holdt tapen, der er fundet på Emilie Mengs lig, op mod den tape, der blev fundet hos den tiltalte.
Følg med i vores livedækning af retssagen her:
Intet i bil
Man har også undersøgt den tiltaltes bil, som han ejede i 2016.
Det er en bil, som ligner den på overvågningen fra Korsør Station den nat, Emilie Meng forsvandt.
Bilen blev senere lokaliseret i Slovakiet efter anholdelsen af den tiltalte sidste år.
Den har været undersøgt grundigt for DNA-spor, men her der ikke fundet tegn på Emilie Mengs DNA.
Den 33-årige er tiltalt for at bortføre, voldtage og dræbe 17-årige Emilie Meng i 2016 samt for at overfalde en 15-årig pige i 2022 og bortføre en 13-årig pige i 2023.
Han nægter sig skyldig i alt, hvad angår Emilie Meng og den 15-årige, mens han erkender noget, hvad angår den 13-årige.
Der ventes dom i sagen den 28. juni.
I podcasten Lyssky kan du få den samlede fortælling om de tre alvorlige forbrydelser, ligesom podcasten hver uge giver indsigt og perspektiv på det, der bliver kaldt en af Danmarkshistoriens største retssager.