Elevrådsformand efter debat med DF-profil: Jeg var målløs

Elevrådsformanden på Langkaer Gymnasium, Jens Philip Yazdani, mener ikke, at det gavner integrationen at diskutere danskhed.

- Der er ikke noget, der gør mig mindre dansk end Martin Henriksen eller andre, der føler sig som danskere.

Jens Philip Yazdani, der er elevrådsformand på Langkaer Gymnasium, blev pludselig hovedpersonen i Debatten på DR2 i går, da Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti satte spørgsmålstegn ved hans danskhed.

Dr.dk har spurgt Jens Philip Yazdani, om han er dansk – og om spørgsmålet overhovedet giver mening at stille.

- Det vil jeg mene 100 procent. Jeg føler mig dansk, jeg har en etnisk dansk mor, jeg har gået i en dansk vuggestue, dansk børnehave, folkeskole og gymnasium. Jeg er på alle tænkelige måder dansk, ser dansk tv, læser danske bøger og har en dansk kæreste. Man er dansker, når man føler sig dansk og er dansk af sind.

- Der er aldrig nogen, der har anfægtet min danskhed

Omdrejningspunktet for debatten var flygtninge og integration. Jens Philip Yazdani var med i sin egenskab af elevrådsformand på Langkaer Gymnasium, hvor man som noget nyt har skelnet mellem vestlige og ikke-vestlige elever i fordelingen af de syv nye 1.g-klasser.

- Vi er mange, der er født her og opvokset her. Vi har gået i en dansk folkeskole og på et dansk gymnasium, vi er lige så danske som alle andre, sagde Jens Philip Yazdani.

Martin Henriksen afbrød:

- Det bliver man jo ikke dansk af, hold nu op, sagde han, hvilket fik værten Clement Kjærsgaard til at springe ind.

- Martin Henriksen, Yazdani er født i Danmark og vokset op i Danmark - er han ikke dansk?

- Jeg kender ham jo ikke, så det kan jeg dårligt svare på, lød svaret.

- Man kan ikke sige, at fordi man henter hele verden til Danmark, og de får nogle børn i Danmark, så bliver de børn danskere. Det er simpelthen en forfladigelse af debatten,

Kommentaren kom bag på Jens Philip Yazdani, forklarer han i dag.

- Jeg var målløs, og det tror jeg også, man kunne se. Der er aldrig nogen, der har sat spørgsmålstegn ved eller anfægtet min danskhed. Jeg var slet ikke forberedt på det, men det er selvfølgelig meget typisk for DF og deres politik, at de laver det her skel og betvivler andres danskhed.

Danskhedsdebat gavner ikke

Jens Philip Yazdani mener, at tonen i debatten generelt er alt for hård. Han peger blandt andet på Nye Borgerliges Poul Højlund som et eksempel, da han også medvirkede i gårsdagens program.

- Det er helt forrykt, at Nye Borgerliges Poul Højlund langer ud efter Kashif Ahmad fra Nationalpartiet og Tarek Hussein og siger ”I er en del af problemet”. Hvis man kan tale om nogen, der er pragteksemplarer på integration, er det da de to. Det var da voldsomt at gå efter manden i stedet for bolden. Hvis man på den måde peger fingre og siger ”du er ikke dansk”, så får vi aldrig løst problemet.

Han mener slet ikke, at det giver mening at tale om, hvornår man er dansk, og hvornår man ikke er.

- Det er utroligt skadeligt for debatten og integrationen at have en dem-og-os-retorik, hvor man taler om, at nogen ikke er danske. Det stigmatiserer folk, især muslimer. Det graver kun dybere grøfter, og det er forfejlet at have den retorik, og det fører ingen vegne. I stedet for burde man tale om, hvordan man skaber forudsætninger for integration og skaber et samfund, hvor man kan møde hinanden på tværs.