Hjemsendelsen er i dag forbi for rigtig mange af landets efterskoleelever, som har kunnet pakke taskerne og vende tilbage til vennerne på skolen.
En af dem, der er glad for at være tilbage er Frederik Vandrup Jensen. Han er 16 år og går i 10. klasse på Klejtrup Musikefterskole.
- Det er helt fantastisk. Det er så dejligt at kunne være samlet igen, siger han.
Efterskolerne blev lukket før jul på grund af den høje coronasmitte, og efter tre uger derhjemme var det tiltrængt at komme afsted mod sine nye venner igen, fortæller Frederik Vandrup Jensen.
- Vi kunne vælge, om vi ville komme tilbage lørdag eller søndag, og der valgte jeg lørdag, fordi jeg tænkte, at efter tre uger derhjemme vil man meget gerne tilbage.
- Så det er fedt at være tilbage her sammen med vennerne, siger han.
Det er fedt at være tilbage, og sammenholdet på efterskolen er helt specielt, fortæller Frederik Vandrup Jensen:
To ugentlige tests
Selvom eleverne nu igen kan få lov til at sove på værelserne med deres roomies, boltre sig i gymnastiksalen, spille i band med kammeraterne, eller hvad lige netop de laver på deres efterskole, bliver hverdagen ikke helt almindelig.
Myndighederne opfordrer til, at eleverne bliver testet to gange om ugen, og hvis én bliver testet positiv, bliver vedkommende sendt hjem i isolation. Samtidig bliver nære kontakter på skolen smitteopsporet for at forsøge at begrænse spredning.
Men det er helt fint for Felicia Nørby, at corona kommer til at præge hverdagen tilbage på skolen. Hun er bare glad for at komme tilbage på Gribskov Efterskole i dag.
- Hellere blive sendt hjem hurtigt, og at det så går over lidt hurtigere, end at vi skal have en kæmpe nedlukning på et andet tidspunkt.
- Jeg glæder mig til at se alle de mennesker, man ikke har set i løbet af ferien. Og så glæder jeg mig bare til at få den dagligdag, man havde, op at køre igen, siger hun.
Forstander: 'Jeg er fuld af fortrøstning'
DR Nyheder har været i kontakt med flere efterskoler, der alle melder sig klar til den nye hverdag med test og smitteopsporing.
Det gælder også på Sejergaardens Musikefterskole i Tølløse. Her er forstander Stig Kaufmanas optimistisk i forhold til at få eleverne tilbage, når bare de følger de gældende retningslinjer.
- Hele sidste skoleår lykkedes det os faktisk her på Sejergaardens Musikefterskole at holde skolen åben hele året - bortset fra de ti uger, hvor vi blev påbudt at hjemsende eleverne. Og det er også lykkedes i fin stil her i efteråret, frem til vi sendte dem på ferie. Så jeg er fuld af fortrøstning, siger han.
Efterskolerne har håndteret coronasmitte og nedlukninger så længe, at det nærmest er blevet "en vane", siger viceforstander på Klejtrup Musikefterskole Camilla Mørk.
- Det er klart, der er sket noget over de her tre gange, vi har modtaget elever (efter nedlukning, red.). Den første gang var sådan helt euforisk, og der lå nervøsiteten også hele tiden for, om de overhovedet kom tilbage. Den her gang er det næsten business as usual.
- På en måde er det lidt trist, at det at lave onlineskole er noget, vi næsten har vænnet os til, siger hun.
Det kan blive svært at undgå smitteudbrud, men i Klejtrup forsøger man med forskellige tiltag, fortæller Camilla Mørk:
Hos Efterskoleforeningen er man glad for, at eleverne i dag har kunnet komme tilbage. Rigtig mange steder har der været frygt for, at nedlukningen skulle forlænges, fortæller formand Torben Vind Rasmussen.
- Da de fik oplysningen om, at der var nedlukning her i december måned, så tror jeg egentlig, de tænkte: Nå ja, den nedlukning i juleferien er fair nok, men frygten for, at den skulle blive forlænget, sidder i dem. Så derfor betyder det rigtig meget, at de kan komme tilbage her i weekenden.
Studieturen er i fare
Fagligt er det ikke det helt store problem, at eleverne er hjemsendt, mener Torben Vind Rasmussen, men mentalt tærer det på dem.
- Vi har oplevet et mismod og måske en ligegyldighed hos eleverne, fordi de har tænkt: Jamen er det så ikke lige meget det hele?, siger han.
Frederik Vandrup Jensen er da også lidt spændt på, hvor længe han kan blive på efterskolen. Risikoen for endnu en hjemsendelse lurer lige bag glæden over at være kommet tilbage.
- Men på den anden side tror jeg, der er rimelig god sandsynlighed for, at vi kan få lov til at have et rimelig normalt efterskoleår, siger han:
- Det, jeg er mest bange for, er nok, at vi ikke får vores studietur til Italien. Det ville være lidt træls, hvis vi ikke kunne få lov til at komme afsted på grund af smitte.