Katastrofe-rapporter.
Det er det ord, Lotte Hedegaard-Sørensen bruger, når hun skal beskrive eksempler fra medierne om børn med særlige behov, der skal favnes i den almindelige folkeskole.
Hun er lektor i specialpædagogik ved DPU under Aarhus Universitet og har i mere end 10 år forsket i inklusion i skolen, og hun håber nu på, at skoler, kommuner og politikere vil bruge katastrofe-eksemplerne til at stoppe op og tænke sig om.
- Det er sindssygt vigtigt, at debatten ikke fortsætter med, at inklusion går op i hat og briller, for det kan lykkes til gavn for alle, siger hun.
Sammen med psykolog og inklusionskonsulent, Rasmus Alenkjær, har Lotte Hedegaard-Sørensen flere gode råd fra forskningen til, hvordan inklusion rent faktisk kan blive en succes.
Tag det roligt
Det er umuligt at give en præcis opskrift på succesen, da det er individuelt fra barn til barn, hvad der virker, men ud fra deres mangeårige arbejde med inklusion, kan de give nogle overordnede råd.
Første råd fra Rasmus Alenkjær går på, at kravene fra regeringen og kommunerne til skolerne skal sænkes.
Regeringen og KL satte sig i 2012 et mål om, at 96 procent af alle skolepligtige børn skal modtage almindelig undervisning inden 2015. Rasmus Alenkjær stiller sig både kritisk over for målet og tidsperioden.
Han peger på, at både skoler i Tyskland og Storbritannien har brugt mellem 10 og 20 år på at inkludere, og at der er stor risiko ved at presse inklusionen igennem.
- Det hele bliver huhej. På den ene side skal lærerne få eleverne til at præstere godt, og samtidig skal de få nogen, der ikke kan præstere godt, til at præstere godt. Lærerne er virkelig pressede, siger Rasmus Alenkjær og fortsætter:
- Samtidig er det ikke sikkert, at 96 procent kan inkluderes. Når det bliver angstprovokerende for børn med autisme for eksempel, må man overveje, om det er det rigtige at flytte dem.
Mere personale
Andet råd går på, at der skal være mere end én lærer i de klasser, hvor der sidder en eller flere elever med særlige behov som adhd eller autisme.
- Det er alfa omega, at der er flere fagpersoner indover, og vi ved fra forskning, hvor meget der er at vinde, hvis man sætter flere pædagoger og socialpædagoger ind i folkeskolen, siger Lotte Hedegaard-Sørensen.
Hun har set flere eksempler på skoler, der ikke har specialpædagoger tilknyttet, selvom de inkluderer børn med særlige behov.
- Lige pludselig skal en folkeskole, der plejer at arbejde ud fra almindelig pædagogik, arbejde med specialpædagogiske problemstillinger. Og det går indlysende galt, hvis ikke man gearer læringsmiljøet til at arbejde sådan, siger hun.
Undervisningsassistenter kan hjælpe
Rasmus Alenkjær mener ikke, at der nødvendigvis er behov for socialpædagoger i alle tilfælde.
I eksempelvis England og Finland har man gode erfaringer med at inkludere børn med særlige behov i den almindelige undervisning, fordi der er såkaldte undervisningsassistenter til stede i klasserne, fortæller han.
- Meget af det børnene har behov for, er blot, at der er en voksen, der hjælper dem til at koncentrere sig og skaber tryghed, siger Rasmus Alenkjær og forklarer, at en undervisningsassistent i Danmark kunne være en pædagogmedhjælper.
Væk fra klasseundervisning
Tredje råd fra de to eksperter handler om, at børnene med de særlige behov ikke behøver at blive en fast elev i en almindelig klasse.
Det kan for eksempel være svært for et børn med autisme og adhd at fungere godt i en klasse, hvor de hele tiden skal forholde sig til 27 andre klassekammerater.
Flere skoler både i Danmark, Storbritannien og Finland har med succes valgt, at børnene med de særlige behov går i egne specialklasser, men på almindelige skoler, hvor man sørger for, at der er et tæt bånd mellem 'specialbørn' og 'almindelige' børn.
Lotte Hedegaard-Sørensen fortæller om såkaldte tvillinge-klasser, hvor en almindelig klasse og en specialklasse har samme skema, som gør det muligt, at specialeleverne kan deltage i den almindelige klasse i nogle fag.
- Det er en god måde at inkludere på, fordi man skaber et fællesskab mellem de almindelige børn og børnene med særlige behov uden at tvinge børnene til at blive fuldt inkluderet i en klasse, siger hun.
Tæt på det almindelige
Rasmus Alenkjær fremhæver Terndrup Skole i Rebild i Nordjylland, hvor man også har bevaret specialklasserne, men alligevel sørger for, at specialbørnene bliver en del af fællesskabet.
Han understreger dog, at man ikke skal tilbage til den tid, hvor børn straks blev sendt i specialklasse, så snart der var lidt problemer i den almindelige klasse.
- Det er netop den bevægelse, man prøver at gøre op med, siger han.
Der, hvor det er galt, er der hvor man enten er i klassen eller også er man uden for. Skolen skal bygges helt anderledes op.
Bedre overgang
Et femte råd og sidste råd handler om, at hvis et barn skal flyttes fra en specialklasse til en almindelig klasse, er det vigtigt, at det er nøje planlagt, hvis man vil undgå en fiasko.
I England er både nuværende og afgående skoleledere og -lærere en del af en flytning sammen med forældrene, og ofte har barnet mulighed for at komme i praktik, før det bliver flyttet, fortæller Rasmus Alenkjær:
- Det er en helt anden rolig måde at rykke et barn på end i Danmark, hvor der ofte sker det, at man bare flytter barnet, og så er det det, og det fungerer ikke.