Hvis det holder vand, at reglerne for maksimale ventetider blev overholdt i 99,9 procent af alle kræftpatienters tilfælde i årets første tre måneder, så er det "til UG - helt efter bogen".
Det er de umiddelbart rosende ord fra Jes Søgaard, sundhedsøkonom på Syddansk Universitet, om Sundhedsstyrelsens nye tal.
Tallene viser, at 58.923 patienter i årets første tre måneder blev behandlet eller undersøgt for kræft herhjemme, og at reglerne for den maksimale ventetid på to uger blev overholdt i 99,9 procent af alle de indberettede patientforløb på kræftområdet i den periode.
Ordene fra Jes Søgaard er dog også sagt med et forbehold.
- Med den historik, der har været, kan man frygte, om der endnu engang kan vise sig at være uoverensstemmelse om data, siger Jes Søgaard.
- Men hvis de data holder, så er det rigtig flot og godt for danske kræftpatienter, at de kan se frem til, at regionerne faktisk overholder de maksimale ventetider.
Tiden er kommet til 'næste kæmpestore skridt'
Jes Søgaard er ikke alene om at kippe med flaget.
Frede Olesen, seniorforsker ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet, har også roser. Og det endda selvom han har været "dybt kritisk" i sin tid som formand for Kræftens Bekæmpelse.
- Det er rigtig gode tal, og jeg synes, der overordnet er grund til at rose for, der hvor vi er kommet til nu, fordi vi er praktisk talt i mål, hvad angår de her tal.
Men han mener alligevel ikke, at vi står godt, når det generelt kommer til patientsikkerheden på kræftområdet. Det er tid til at øge fokusset på perioden fra patienten henvender sig til sin læge med et symptom, til der er begrundet mistanke om kræft.
- Tiden er kommet til, at vi skal tage det næste kæmpestore skridt fremad i dansk kræftbehandling. Og det er muligt, siger han.
Hvis vi kigger nærmere på de nye tal fra Sundhedsstyrelsen, kan vi se, at 95,2 procent af patientforløbene begyndte inden for de maksimale ventetider, mens de blev overskredet i 4,7 procent af forløbene, dog stadig i overensstemmelse med reglerne - for eksempel fordi patienten selv ønskede det.
I 66 tilfælde blev reglerne for den maksimale ventetid ikke overholdt. 30 af dem var fra Region Syddanmark.
Ny model kom til i januar
Tallene er resultatet af, at regionerne siden den 1. januar i år har skullet indberette alle tilfælde til Sundhedsstyrelsen, hvor kræftpatienter venter længere end de maksimale ventetider - også selvom den enkelte patient selv har sagt ja til den ekstra ventetid.
Tidligere skulle regionerne ikke indberette overskridelser, hvis patienterne accepterede en længere ventetid.
Den nye model kom, efter at DR kunne fortælle, at over 300 kræftpatienter havde ventet for længe på en operation på mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital. I ingen af tilfældene var det dog blevet indberettet til myndighederne, fordi patienterne ifølge hospitalet havde accepteret ventetiden.
Sophie Løhde (V), indenrigs- og sundhedsminister mener også, at tallene er "ekstremt positive", men:
- Man skal selvfølgelig også sørge for at få nogle flere data hen ad vejen, før man har armene helt op over hovedet, men det ser rigtig positivt ud, og det er jeg selvfølgelig utrolig glad for, fordi det fortæller noget om, at den genopretningsplan, vi iværksatte på kræftområdet, også har båret frugt, siger hun.
Hun understreger, at for de 66 patienter, hvor reglerne for maksimale ventetider ikke er blevet overholdt, er det "selvfølgelig ikke godt nok".