Valgkampen til det kommende folketingsvalg er i fuld gang på de sociale medier, og en række folketingskandidater og partier fører målrettet valgkamp på Facebook.
Men flere partier betaler ifølge universitetsjurister for at målrette annoncer på Facebook med ulovlig data.
Det er politikere som Pia Olsen Dyhr fra SF, Laura Lindahl fra Liberal Alliance og Michael
Astrup-Jensen fra Venstre samt fire politiske partier; Venstre, SF, Socialdemokratiet og Radikale Venstre, der bruger de særligt følsomme annonceinteresser på Facebook. Det viser en kortlægning foretaget af P1 Orientering.
Det er Facebooks annoncesystem, politikerne bruger til at målrette reklamer til konkrete danskere. Det er muligt, fordi Facebook automatisk tildeler alle brugerne interesser - f.eks. “højreekstremisme” eller “socialdemokratiet” - uden at Facebook-brugerne nødvendigvis selv er klar over det eller har trykket ‘synes godt om’.
Ifølge flere jurister bruger politikerne data, som er ulovligt indsamlet af Facebook.
- Facebooks indsamling og behandling af disse data er, efter min vurdering, ulovlig, siger Sten Schaumburg-Muller, der er professor på juridisk institut på Syddansk Universitet.
Politikerne bryder ikke loven
Det er Facebook, der er på kant med loven, understreger Sten Schaumburg-Muller, ikke politikerne.
- Det, som politikerne gør, ser sådan set lovligt nok ud. Det er Facebook, der gør noget, de ikke må, siger Sten Schaumburg-Müller.
Men Schaumburg-Müller mener, at de, der bruger ulovligt indsamlede oplysninger fra Facebook, også skal have et ansvar. Et ansvar, som de ifølge loven ikke har i dag.
- Politikerne, der bruger de her ulovlige data, skal de også kunne straffes? Det, synes jeg bestemt, man kunne overveje, siger Sten Schaumburg-Müller.
Hvis man køber et stjålet tv nede på den lokale bodega, så bliver man straffet for hæleri. En hæleri-bestemmelse i persondataforordningen ville kunne forhindre denne form for brug af ulovlig data, mener Sten Schaumburg Müller, der er professor på Syddansk Universitet.
Ayo Næsborg Andersen, der er lektor på Syddansk Universitet mener, at bestemmelsen skal have de samme principper som den oprindelige hæleri-bestemmelse.
- Jeg tænker, det er vigtigt, at vi fastholder det samme princip, som vi har fra den faktiske hæleri-bestemmelse. Hvis man er i god tro, så bliver man ikke straffet for det, siger hun.
LA-kandidat: Et godt værktøj
Henrik Dahl, der er folketingsmedlem for Liberal Alliance, har målrettet to annoncer til annonceinteresserne Venstre og Liberal Alliance. Han målretter sine annoncer for at nå ud til vælgere, der ikke ligger så langt fra ham selv.
- Man sender jo sine budskaber til nogle, som, man forventer, har en sympati i forvejen, siger Henrik Dahl.
Han synes, at Facebooks politiske annonceinteresser er et godt værktøj, som han vil fortsætte med at bruge, så længe det ikke er kendt ulovligt af en domstol.
- Altså indtil der bliver lavet en eller anden kendelse om, at det må man ikke, så er det jo sådan i Danmark, at ting, der ikke er forbudt, de er tilladt, siger Henrik Dahl.
Han vil dog gerne diskutere Facebooks generering af følsomme data med de andre lovgivere, samt dataetikere og matematikere.
Jacob Mark, der er folketingsmedlem for SF, vil også gerne sætte sig ned sammen med de andre partier og snakke om, hvad de skal gøre.
- Det, vi kommer til at gøre nu, det er at gå i dialog med de andre partier om, hvilke spilleregler vi bør have som partier i forhold til det her, siger Jacob Mark.
På baggrund af DR's henvendelse vil SF ifølge Jacob Mark selv undersøge lovligheden i at bruge de politiske annonceinteresser, før de beslutter, om de vil stoppe med at bruge dem.
Radikale Venstre: Vi stopper med det samme
Radikale Venstre skriver til P1 Orientering, at de troede, at Facebook overholdt loven.
- Facebook skal overholde lovgivningen. Og alle brugere af Facebook skal kunne regne med, at det sker. Vi har handlet i den tro, at Facebook overholder loven, siger David Aurvig, der er kommunikationschef i Radikale Venstre.
Radikale Venstre stopper med at målrette annoncer på Facebook mod de politiske annonceinteresser.
- DR’s henvendelse har gjort os opmærksomme på en usikkerhed om dette – og derfor vil vi ophøre med at målrette opslag mod partiinteresse, indtil det er afklaret juridisk, siger David Aurvig.
Men uanset, om det er lovligt, hvad politikerne gør, eller ej, så mener rådgiver i dataetik Pernille Tranberg i tænketanken Dataethics.eu, at politikerne bør stoppe med at bruge politiske annonceinteresser.
- Jeg ville som politiker overveje ikke at bruge det her annoncesystem og slet ikke bruge politiske annonceinteresser, fordi det er følsomme data. Det er ikke etisk holdbart, siger Pernille Tranberg.
Facebook: Det er blot et bud på interesser
Facebook mener, at de annonceinteresser, som de kategoriserer deres brugere efter, blot er et bud på interesser og ikke en persons faktiske karaktertræk.
Derfor mener Facebook ikke, at deres profilering af folk falder ind under Persondataforordningens regler om særlige følsomme persondata.
- Facebook bruger ikke oplysninger om folks politiske holdninger til at målrette reklamer i EU. Disse kategorier er for eksempel baseret på, hvilke sider man har valgt at følge, eller hvilke annoncer man tidligere har klikket på. At antage at folk er højreekstremister på baggrund af deres annonceinteresser er ikke korrekt, skriver Peter Münster, der er kommunikationschef for Facebook i Norden.
Men den tolkning er de jurister, P1 Orientering har talt med ikke enig i.
- Det er jo ikke sådan, at bare fordi der ikke står ‘politisk opfattelse’ med store bogstaver, så falder det udenfor lovgivningen, siger Sten Schaumburg-Müller, professor på Syddansk Universitet.
Ayo Næsborg-Andersen, der er lektor på Syddansk Universitet, siger, at det ikke er første gang, hun er uenig med Facebook om, hvad man skal kalde deres annonceinteresser.
- Der er for stort et sammenfald mellem, hvad man har en ‘interesse’ i, og hvad man bekender sig til politisk, siger hun.
‘Ingen kommentar’
Socialdemokraterne har efter P1 Orienterings henvendelse rejst en række spørgsmål overfor Facebook og afventer svar, før de vil udtale sig.
Venstre vil ikke stille op til interview.
Laura Linddahl fra Liberal Alliance fortsætter med at bruge de politiske annonceinteresser, medmindre en kendelse gør annonceinteresserne ulovlige.
Rene Jørgensen fra Dansk Folkeparti har ikke nogen kommentar.
Mette Thiesen fra Nye Borgerlige har ikke nogen kommentar.
Per Larsen fra Det Konservative Folkeparti mener at der bør komme en bedre europæisk lovgivning på området.