Når prins Christian efter sommer skal starte i 2.g, så bliver det ikke på kostskolen Herlufsholm, hvor han har tilbragt sit første år af gymnasiet. Samtidig skal hans lillesøster, prinsesse Isabella, heller ikke til kostskolen i Næstved for at gå i 9. klasse.
Det står klart, efter Herlufsholm i weekenden offentliggjorde et såkaldt partshøringsudkast fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (Stuk), som kommer med en "alvorlig kritik" af skolen, der kom på alles læber, efter TV 2's dokumentar afslørede vold, mobning og seksuelle krænkelser.
Den fik skolens bestyrelse til at trække sig, men blev altså også det strå, der knækkede kamelens ryg i forhold til Kongehusets beslutning om, hvorvidt de kongelige børn skulle gå på skolen.
Det er, selvom Kongehuset har understreget, hvor glad prins Christian har været for at gå på skolen, og at prinsesse Isabella har glædet sig til at begynde.
Kronprinsparret havde intet valg
Men den glæde må nu engang træde i baggrunden, når man er landets kommende konge, og ens mor har engageret sig i kampen mod mobning. Det vurderer Thomas Larsen, der er kongehusekspert og politisk kommentator hos Radio4.
- De kongelige har en helt særlig position og er født ind i en verden og en stilling, hvor de bliver begavet med en lang række privilegier. Dermed følger også et særligt ansvar og forpligtelser.
- Når jeg ser på Herlufsholm-sagen, så mener jeg slet ikke, at der var rum til, at de kunne træffe en anden beslutning. Kritikpunkterne fra styrelsen var så lemlæstende og hårde, at det ville være umuligt for kronprinsparret at lade deres børn fortsætte.
Så selvom både Christian og Isabella måske er kede af det nu, så er det simpelthen sådan det er at være royal?
- Ja, det er det. Der er en pris at betale for de royale børn, men der er også nogle meget store privilegier ved at være kongelig, siger Thomas Larsen.
'Det har sin pris at være kongelig'
Den udlægning er Jakob Steen Olsen, kongehuskommentator på Berlingske, enig i.
- Det har sin pris at være kongelig.
- De skal være lidt bedre end alle os andre, fordi alt, hvad de foretager sig, har symbolsk karakter. Alt, hvad de velsigner ved deres tilstedeværelse, bliver ophøjet, og på den baggrund er det alle mulige andre omstændigheder, der påvirker, hvor de kongelige børn skal gå i skole.
Blandt andet omstændigheder som Marys arbejde mod mobning.
- Folk kunne jo ikke forstå, at kronprinsessen kunne stå i front for Mary Fonden og så samtidig have sine børn på en skole, hvor ikke alle børn havde det godt, lyder det fra Jakob Steen Olsen.
Skal man have ondt af Christian og Isabella?
- Det er da synd for dem, at de ikke kan gå på den skole, de helst vil, men det er den pris, de betaler for deres families helt særlige position, siger Jakob Steen Olsen, der også mener, at den kongleige familie reelt ikke havde andet valg, da den foreløbige kritik fra Stuk kom.
Burde han overhovedet være startet på Herlufsholm?
Selvom prins Christian ifølge Kongehuset har haft en rigtig god tid på Kostskolen i Næstved, så sår både Jakob Steen Olsen og Thomas Larsen tvivl om, hvorvidt Herlufsholm var det rigtige valg til de kongelige børn til at starte med.
- I bagklogskabens lys kan man diskutere, hvor klogt det egentlig var at sende ham på Herlufsholm. De svenske aviser skrev for eksempel allerede, da han startede, at den danske tronarving skulle gå på en "voldtægtsskole", og det baserede sig jo faktisk på voldtægtsager fra skolen, siger Jakob Steen Olsen.
Efter sommer skal prins Christian og prinsesse Isabella altså finde sig et andet sted end Herlufsholm at gå i skole på. Og måske er det ikke så dumt, hvis man her vælger en skole, der ligger relativt langt fra Herlufsholm, lyder det.
- Jeg tror faktisk, at det ville være meget godt for Kongehusets image, hvis han blev sendt på et ganske almindelig offentligt gymnasium, siger Jakob Steen Olsen.
Ny skole kan give bedre føling med samfundet
Det er ikke kun Kongehusets image, der ville have godt af en skolegang uden for Herlufsholms mure. Her vil prins Christian nemlig kunne lære noget, der ikke står på pensum i hverken 2. eller 3.g, vurderer Thomas Larsen.
- Det bliver stadig mere vigtigt for de kongelige at have meget tæt føling med, hvordan samfundet udvikler sig uden for Amalienborgs mure. Kongehusets magt ligger i dets popularitet, og det kræver kendskab til, hvordan danskerne lever.
- I den forstand kan det godt være en lykke for prins Christian, at han ikke udelukkende bliver en del af miljøet på Herlufsholm, som på mange måder er lukket og elitært. Det er også derfor, at flere har sagt, at helt i udgangspunktet var det nok ikke så smart, at han skulle gå på Herlufsholm, siger Thomas Larsen.
Kronprinsparret har endnu ikke meldt noget ud om, hvor prins Christian og prinsesse Isabella skal gå i skole efter sommerferien, men oplyser, at de i fællesskab med deres børn vil træffe en beslutning hen over sommeren.
Herlufsholm Kostskole oplyser til DR, at de har modtaget de to kongelige børns udmeldelse af skolen, og dette ærgrer skolen.
Skolen oplyser videre, at det er den første udmeldelse, den har modtaget efter TV 2-dokumentaren.