Eksperter: Forsvarsministeriet gav misvisende billede af F35-støj

Ministeriet medtog ikke støjdata for de mest berørte boliger nær Skrydstrup, viser rapport.

Forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen (V), har ikke ønsket at udtale sig om sagen over for Jyllands-Posten. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

- Det er en ekstremt alvorlig sag. Det tyder på, at regeringen helt bevidst har forsøgt at skjule, hvor vanvittigt meget F35-kampflyene kommer til at larme.

Sådan lyder skudsmålet fra Enhedslistens forsvarsordfører, Eva Flyvholm, efter at Jyllands-Posten her til aften har kunnet fortælle, at Folketingets politikere fik misvisende oplysninger om støj fra F35-kampflyet, inden de traf den endelige beslutning om købet.

Jyllands-Posten kan nemlig fortælle, at Forsvarsministeriet i en central rapport fra april 2015 undlod at medtage støjgenerne for 41 boliger, som var blevet udpeget som de mest støjplagede i området tæt på Flyvestation Skrydstrup.

I stedet fremgik det af rapporten, hvor meget det støjede ved punkter helt op til 14 kilometer væk fra flyvestationen.

Og det giver langt fra et retvisende billede af F35-flyenes støjgener, mener to eksperter.

- Det siger sig selv, at man får et misvisende billede af, hvor meget flyet egentlig larmer, når man ikke medtager de punkter, hvor man ved, at støjbelastningen er størst, siger professor emeritus Henrik Møller til avisen.

Professor i lyd og akustik på Aalborg Universitet Dorte Hammershøi er enig og kalder sagen 'ubegribelig'. Hun fortæller, at det er indlysende, at de 41 boliger skulle have været med i beregningerne.

Ministerium: Beregninger brugt til at sammenligne flytyper

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) har ikke ønsket at udtale sig om sagen over for Jyllands-Posten.

Til gengæld afviser Forsvarsministeriets kampflykontor, der stod bag rapporten, at de har manipuleret med data.

Deres forklaring er, at man brugte beregningerne til at sammenligne, hvor meget de tre flykandidater F-35, Eurofighter og F-18 Super Hornet støjede.

Enhedslistens forsvarsordfører er dog stadig kritisk over for ministeriets håndtering.

- Det virker som om, at man har villet gøre uanet meget for at holde det hemmeligt. Både ved at hemmeligholde rapporten, men også lave beregninger, der er helt ude i skoven, fordi man for alt i verden ville presse kampflykøbet igennem.

- I forhold til de borgere, der sidder i en elendig situation, er det helt utilgiveligt, siger Eva Flyvholm til DR Nyheder.