Eksperter: Derfor kan det blive svært at kalde drab på gravid for dobbeltdrab

Juridisk er man første beskyttet af straffeloven i det øjeblik, man bliver født, vurderer eksperter.

Kvinden blev stukket ned foran et plejecenter. (Foto: © Claus bech, Ritzau Scanpix)

To personer er lige nu sigtet for at have dræbt en gravid kvinde i Holbæk i torsdags.

Kvindens barn - en lille dreng - overlevede i første omgang overfaldet, men afgik i går ved døden.

Alligevel er de to sigtede i sagen på nuværende tidspunkt ikke sigtet for hverken drab eller drabssforsøg på drengen.

Og det er helt i tråd med loven, vurderer eksperter, som DR har talt med.

- Juridisk set kan drab på en gravid kvinde ikke bedømmes som dobbeltdrab, for et foster er først beskyttet af paragraffen om manddrab efter at være blevet født, lyder det fra Jørn Vestergaard, professor emeritus i strafferet ved Københavns Universitet.

En 24-årig mand er sigtet for at have stukket den 37-årige kvinde gentagne gange på kroppen, armene og benene og at have skåret hendes hals over.

En 33-årig kvinde er sigtet for medvirken ved at opfordre til drabet på blandt andet beskedtjenesten WhatsApp.

De to sigtede nægter sig skyldige.

Kvinden arbejdede på et plejehjem på Samsøvej i Holbæk. Dagen efter drabet blev der flaget på halv. (Foto: © THOMAS SJØRUP, Ritzau Scanpix)

Et foster er ikke juridisk beskyttet på samme måde

Forsvarsadvokat Jan Schneider har intet med sagen fra Holbæk at gøre, men har mange års erfaring med straffesager.

Ligesom Jørn Vestergaard siger han, at et foster i juridisk forstand ikke er beskyttet på samme måde som os andre.

- Udgangspunktet i litteraturen er, at bestemmelsen for drab først indtræder ved fødslen. Men det er et omdiskuteret spørgsmål, siger Jan Schneider.

Han understreger, at politiet er tidligt i sin efterforskning, og han vil derfor alligevel ikke helt udelukke, at sigtelsen kan blive udvidet til to drab.

- I første omgang bliver sigtelsen formuleret i forbindelse med grundlovsforhøret, hvor barnet lever. Derfor kan man ikke sigte for drab eller drabsforsøg på barnet. Jeg tror, at man skal se det i det lys, at det i første omgang handlede om at få de pågældende varetægtsfængslet.

Advokat Jan Schneider. (Arkivfoto) (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Jan Schneider tilføjer, at anklagemyndigheden skal kunne bevise, at gerningsmanden vidste, at ofret var gravid.

Forsvarsadvokat Henrik Stagetorn kender kun sagen fra medierne.

Ligesom Jan Schneider påpeger han, at det vigtigste i første omgang for politiet og anklagemyndigheden har været at få varetægtsfængslet de sigtede. Og så kan det være, at man udvider sigtelsen, siger han.

- Jeg tror virkelig, at det her er et tvivlsspørgsmål hos anklagemyndigehden, og derfor er sagen ikke helt oplagt. Nu kan man sige, at politiet foreløbig har fået noget tid til at tænke sig om, siger han.

Henrik Stagetorn tilføjer, at der ikke er meget praksis at læne sig op ad.

- Jeg kan ikke komme i tanke om en sag, der minder om den her.

Anklager udelukker ikke yderligere sigtelse

Grundlovsforhøret torsdag blev holdt for lukkede døre, og derfor er det ikke muligt for offentligheden at få kendskab til politiets indledende efterforskning.

Det var under retsmødet, at det kom frem, at den lille dreng var afgået ved døden.

- Jeg fik det hvisket i øret undervejs. Det er jo ret rystende, også som anklager, men det har ikke være noget, der har været under sagens behandling som sådan i dag, sagde senioranklager ved Midt og Vestsjællands Politi Rune Rydik efter retsmødet.

Det var under grundlovsforhøret, at Rune Rydik blev gjort bekendt med, at barnet havde mistet livet. (Arkivfoto) (Foto: © Claus bech, Ritzau Scanpix)

Adspurgt til, om drengens død kan få betydning for sigtelsen, svarer anklageren følgende i dag:

- Vi udelukker ikke noget på nuværende tidspunkt, siger Rune Rydik i dag til DR.

- Det er naturligvis også et aspekt, at barnet dør efterfølgende. Det er noget, vi vil inddrage i vores juridiske overvejelser.

- Men lige nu handler det om drab på en kvinde. Det er det, de to er sigtet for, og det er det, retten har varetægtsfængslet dem på.

Kan blive skærpende omstændighed

Selvom der ikke er meget retspraksis på netop dette område, så kan det faktum, at kvinden var gravid være en skærpende omstændighed, hvis man på et tidspunkt kommer så langt, at der vil blive rejst en tiltale.

Det vurderer Jørn Vestergaard.

- Den normale straf for drab er 12 års fængsel, men afhængigt af de konkrete omstændigheder kan straffen bliver strengere eller mildere.

- Hvis gerningsmanden har forstået, at kvinden er gravid, vil dette være en skærpende omstændighed, der vil trække i retning af livstid.

De to sigtede er foreløbigt varetægtsfængslet i fire uger.