Regionerne har ifølge loven pligt til at tilbyde kvinder screnninger for brystkræft hvert andet år.
Men de har ligeledes pligt til at informere kvinderne om, hvis de bliver smidt ud af de regelmæssige undersøgelser.
Og derfor er det i strid med Sundhedsloven, at både Region Syddanmark og Region Hovedstaden samlet set har fjernet over 18.000 kvinder fra screeningsprogrammet, vurderer Kent Kristensen, der er lektor i sundhedsret ved Syddansk Universitet.
- Der er ikke noget til hinder for, at man tager kvinder af en screeningsliste, men når man gør det, skal de have information om, hvordan de skal forholde sig, hvis de fremadrettet ønsker at deltage i screeningsprogrammet.
- Den sidste del har man ikke gjort, og derfor er det ikke lovligt, siger han til DR Nyheder.
Regioner ændrer praksis
Begge regioner har nu beklaget, at man i flere år har kørt med den fejlagtige procedure, der har betydet, at over 7.000 i Region Syddanmark og mindst 11.000 i Region Hovedstaden ikke har været indkaldt til en mammografi i flere år.
- Det er aldrig okay at melde nogen ud af et screeningsprogram uden at orientere folk om det. Det er den store fejl i denne her sag. Man burde have skrevet til kvinderne, at såfremt de ikke reagerer, bliver de frameldt screeningsprogrammet. Den information burde kvinderne have fået, siger Mette Abildgaard (K), formand for Region Hovedstadens kræftudvalg.
Og derfor bliver praksis ændret begge steder, så kvinder fremover aktivt skal sige til, hvis de ikke ønsker at blive inviteret på sygehuset hvert andet år for at få foretaget mammografien.
Flere er døde
Regionerne har forklaret den hidtidige praksis med, at man efter tre invitationer til kvinder mellem 50 og 59 år har vurderet, at de nok ikke har ønsket at blive undersøgt, hvorfor man har fjernet dem fra listen.
Flere af de berørte kvinder har fået brystkræft, og nogle er døde. Og det kan ikke udelukkes, at man havde opdaget deres sygdom tidligere, hvis de havde fået røntgenfotograferet deres bryster hvert andet år.
I Region Syddanmark har 64 af de berørte kvinder fået brystkræft, mens yderligere 22 er døde. I Region Hovedstaden har man endnu ikke overblik over, hvor mange det drejer sig om.
Men de tusindvis af berørte kvinder bliver nu inviteret til en undersøgelse hurtigst muligt, og de kommer fremover til at få en indkaldelse automatisk hvert andet år.
Kan søge om erstatning
De kvinder, der har fået kræft, kan nu klage og søge om erstatning hos Patienterstatningen. Det samme kan pårørende til de døde kvinder.
Ifølge lektor Kent Kristensen har kvinderne gode muligheder for at få erstatning, hvis deres kræftsygdom kan henføres til de manglende indkaldelser.
- Det har vi allerede praksis for. Vi kender det fra tidligere sager, hvor kvinder har fået erstatning, hvis de har fået livmoderhalskræft og ikke er blevet indkaldt til kontrol, forklarer lektoren med henvisning til en større sag om en it-fejl hos regionerne.
Hvert tredje år får alle kvinder over 23 år nemlig en invitation til at blive undersøgt for livmoderhalskræft. Men den invitation fik 27.000 kvinder ikke på grund af it-fejlen i perioden 1981 til 2007.
I december 2013 fik den første kræftsyge kvinde medhold i sin klage over, at hun kunne have undgået livmoderhalskræft, hvis hun var blevet indkaldt til screening.
I alt kunne 40 kvinder ifølge en opgørelse fra regionerne have undgået at blive syge. Patienterstatningen har dog fået over 100 klagesager som følge af it-fejlen.
Ikke alle får medhold. Men den seneste erstatning blev givet i april, hvor fire kræftsyge kvinder fik en foreløbig erstatning på godt fire millioner kroner i alt.
- På den ene side skal regionerne respektere kvindernes mulighed for ikke at få noget at vide (om de har kræft, red.), og på den anden side give dem et åbent tilbud om behandling inden for lovgivningens rammer, siger Kent Kristensen.
Er du en af de kvinder mellem 50 og 69 år, der de seneste år ikke har fået tilbud om en brystkræftscreening, vil DR Nyheder meget gerne tale med dig.
Send en e-mail til journalist Maja Lærke Maach på mlrk@dr.dk. Eller til DR Nyheders fællesmappe 1212@dr.dk.