Vaccinen mod livmoderhalskræft har i flere år været kritiseret for bivirkninger, men Sundhedsstyrelsen har fastholdt, at den er vigtig, fordi den redder liv.
Men det er der ikke bevis for, siger ledende overlæge ved Aalborg Universitetshospital Kim Varming, ekspert i klinisk immunologi, til Information.
Han anklager samtidig Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, for videnskabelig uredelighed.
- Sundhedsstyrelsen og Søren Brostrøm siger, at hpv-vaccinen beskytter mod livmoderhalskræft, og at den redder liv. Han henviser samtidig til, at det drejer sig om cirka 100 piger om året.
- Det er, hvad jeg kalder videnskabelig uredelighed. Der er tale om misinformation, for det er ikke bevist, at vaccinen beskytter mod kræft. Han og styrelsen gør sig skyldige i at føre befolkningen og de politikere, der træffer beslutninger om vaccinationsprogrammet, bag lyset, siger Kim Varming.
Overlæge Karsten Juhl Jørgensen fra det uafhængige Nordisk Cochrane Center bakker op om kritikken.
Sundhedsstyrelsen ønsker ikke at svare på den konkrete kritik, men skriver til avisen: - Viden om sammenhængen mellem livmoderhalskræft og hpv-infektion er betragtelig.
Styrelsen henviser til et estimat for en fødselsårgang, hvor vaccinationsgraden er 80 procent, at vaccinen kan forebygge 207 tilfælde af livmoderhalskræft og 41 dødsfald som følge af livmoderhalskræft.
/ritzau/