Oprydningsarbejdet efter jordskredet ved Nordic Waste efterlader en millionregning, som ender hos skatteyderne. Men SF vil nu med et beslutningsforslag have sat en stopper for, at noget lignende kan ske i fremtiden, forklarer folketingsmedlem Marianne Bigum.
- Det handler om ulykker, der økonomisk kan slå bunden ud af kommuner og den offentlige kasse – og jeg tror, at der kommer flere af dem.
- Vi har sådan set en EU-lovgivning, der klart siger, at forureneren skal betale, og vi skal nationalt have en lov, der sikrer det. Problemet er, at vi i Danmark har implementeret loven på en hullet måde. Derfor foreslår vi regeringen at få lappet hullet, så forureneren ikke kan løbe fra regningen.
Det er der et stort behov for, mener en af Danmarks fremmeste miljøretseksperter Ellen Margrethe Basse, professor emerita ved Aarhus Universitet.
- Den lovgivning, vi har nu, er ubrugelig. Det viser blandt andet sagen fra Nordic Waste meget tydeligt, siger Ellen Margrethe Basse.
Eksperter advarede mod loven
Loven har været gældende siden 2008.
- I den tid har der kun været en enkelt sag, hvor reglerne er blevet brugt, fordi virksomheden selv har ønsket at finde en løsning, lyder det fra Ellen Margrethe Basse.
Hun advarede sammen med andre miljørets-eksperter folketinget mod manglerne i lovgivningen, allerede før den blev vedtaget.
- Vi var tre eksperter, der forklarede, at det er fuldstændigt umuligt at bruge reglerne.
Dur kun, hvis virksomhed vil stille sikkerhed
Det skyldes blandt andet, at reglerne forudsætter, at Miljøstyrelsen skal tage stilling til, om regelsættet kan anvendes.
- Men Miljøstyrelsen kan ikke bruge reglerne, hvis ikke virksomheden vil stille sikkerhed for dækning af omkostninger til at bremse forureningen og rydde op, forklarer Ellen Margrethe Basse.
- Kommunen kan kun bruge de almindelige regler, og da de i 2023 har givet Nordic Waste en miljøgodkendelse, kan de stort ikke gøre noget, siger hun.
SF’s lovforslag om krav om sikkerhedsstillelse eller forsikringsdækning ville have ændret på situationen ved Nordic Waste. Hvis altså loven var gældende.
- Så havde man jo haft de penge fra sikkerhedsstillelsen, og så kunne man have ryddet op på virksomhedens regning, siger Ellen Margrethe Basse.
Vil ikke virke for Nordic Waste
Loven vil dog ikke kunne få effekt med tilbagevirkende kraft og dermed ikke få konsekvenser i den her konkrete sag med Nordic Waste, understreger hun.
- Man accepterer ikke i dansk ret at lave lovgivning med tilbagevirkende kraft, hvis det har negativ betydning for de ansvarlige.
Derfor håber SF’s Marianne Bigum, at det kan blive lov for fremtiden.
- Alle partier har jo sagt, at vi skal sikre, at forureneren betaler. Så det forventer jeg, at de står ved – også med det her beslutningsforslag.
Miljøminister Magnus Heunicke fra Socialdemokratiet har ikke kunnet stille op til interview, om hvordan regeringen forholder sig til beslutningsforslaget. Det samme gælder partiets miljøordfører Anne Paulin.