Om fire måneder skal skolelærerne møde ind efter sommerferien til helt nye arbejdstidsregler. Arbejdstidsregler, de fleste lærere bestemt ikke glæder sig til, viser ny rundspørge.
Og derfor er det vigtigt, at skolelederne nu tager ansvaret på sig og får lærerne med på ja-vognen, så implementeringen kan foregå bedst muligt, mener strategiekspert Michael Thomsen.
- Virksomhedsledere i det private erhvervsliv bliver hver dag udsat for, at der bliver lavet en strategi over deres hoveder, som de skal implementere. Og det er dygtige ledere i stand til, siger Michael Thomsen.
Folk vil ikke forandres
Han er underdirektør i rådgivningsfirmaet Workz, som rådgiver virksomheder om forandringsprocesser. Firmaet har blandt andet været med i rådgivningsarbejdet i forhold til Ny Nordisk Skole.
Michael Thomsen mener, at skolelederne - især på baggrund af flere læreres skepsis over for skolereformen - nu har to afgørende opgaver i implementeringen af upopulære forandringer.
- For det første skal lederne få folk til at se, at der er en nødvendighed for ændringer. Det er jo sådan, at folk ikke har noget imod forandring, de kan bare ikke lide at blive forandret, siger han.
Se det som en udfordring
Derefter fremhæver han også, at lederne i den ideelle verden ikke italesætter, at det er en forandring, der bliver trukket ned over medarbejderne fra øverste ledelse.
- Man skal få medarbejderne til at se forandringen som en udfordring og tænke på det som en ny ramme, der giver mulighed for at være kreativ og udvikle sig sammen. Ellers kan medarbejderne føle sig pressede, forklarer Michael Thomsen.
Gennem det seneste års tid er skolereformen blevet kritiseret voldsomt, og en ny rundspørge blandt 842 tilfældigt udvalgte lærere viser, at tre ud af fire skolelærere har lyst til at forlade jobbet på grund af de nye arbejdstidsreglerne. Reglerne foreskriver, at lærerne skal arbejde på skolen i dagtimerne.
Kan lade sig gøre
Men på trods af modviljen, mener Michael Thomsen, at det bør kunne lade sig gøre at implementere skolereformen med succes, hvis lederne gør det på den rigtige måde.
- Lederen skal inddrage medarbejderne og spørge, hvordan deres skole kan blive bedre under de præmisser, de har fået. Det kan være svært, men hvis man får folk til at arbejde sammen om udfordringer i stedet for, kan det ende med at være rigtigt positivt, siger Michael Thomsen.
Han erkender dog, at skolereformen ikke bliver den nemmeste forandring at implementere på grund af den sidste års modstand.
I juni 2013 vedtog regeringen en aftale med Venstre og de konservative om en ny folkeskolereform. Efter sommerferien vil det være obligatorisk for lærerne at forberede sig på arbejdspladser på skolen.