Jensen's Bøfhus bombarderes med kritik på sociale medier, efter at den kendte restaurantkæde fredag fik medhold i Højesteret i en sag om retten til at bruge navnet 'Jensens' mod en fiskerestaurant i Sæby.
Og det er noget, som virksomheden er nødt til at tage alvorligt, mener administrerende direktør i rådgivningsvirksomheden LEAD Agency, Kresten Schultz Jørgensen, der også er ekstern lektor på CBS i strategisk kommunikation.
- Det kan være temmelig alvorligt for Jensen's Bøfhus, for hvis der er noget, som har ændret sig i de sidste to-tre år, så er det, at de sociale medier betyder voldsomt meget mere, forklarer han.
- Der er masser af virksomheder, som er blevet overrasket over, hvilken kraft der er i de her shitstorms, når først man mobiliserer Facebook-Danmark.
Lagt for had på nettet
Jensen's Bøfhus har været genstand for stor kritik på en lang række sociale medier - blandt andet har hashtagget #jensensboefhus været blandt de mest benyttede.
Og på virksomhedens egen hjemmeside har kommentarer som skam jer, usmageligt og dårlig stil regnet ned over bøf-kæden.
Det har ifølge ejer af bøfhuset, Palle Skov Jensen, været en hård omgang at lægge navn til, der ikke havde regnet med, at der ville komme en så voldsom reaktion.
- Jeg er selvfølgelig utroligt ked af det, og det gør meget indtryk på mig og mine medarbejdere, siger han.
Kan miste goodwill
Kresten Schultz Jørgensen mener, at kritikken både kan ramme virksomheden på bundlinjen, men også på lang sigt kan det få konsekvenser for Jensen's Bøfhus, hvis kritikken ikke forsvinder.
- Hvis man pludselig opfører sig som en monolit, der går i krig mod små lokale fiskerestauranter, tror jeg, at man på lang sigt vil tabe rigtig meget af den goodwill og sympati, som er omkring restauranten, siger han.
- Derfor vil det være fornuftigt, hvis kæden rakte hånden ud til Jensens Fiskerestaurant og på den ene eller anden måde fik indgået en form for kompromis, siger han.
For Timme Bisgaard Munk, der har en ph.d. i sociale medier og er redaktør på Kommunikationsforum, er det svært at se, at den sociale mediestorm vil få den helt store betydning for Jensen's Bøfhus. Derfor vil hans anbefaling være, at virksomheden bare skal lade tiden gå.
- Jeg synes meget sjældent, at man ser ytringer på sociale medier konverteret til faktiske handlinger, siger han.
Ekspert: Selvfølgelig har de ret
Problemet for Jensen's Bøfhus er ifølge Timme Bisgaard Munk, at varemærkebeskyttelse kan være for abstrakt til at sælge.
- Store virksomheder har aldrig rigtigt formået at sælge deres varemærkebeskyttelse som noget positivt - kun hvis der har været tale om deciderede svindlere, forklarer han.
Kresten Schultz Jørgensen er enig i den udlægning, men mener at det er naturligt, at virksomheden forsvarer sit varemærke.
- Jensen's Bøfhus har juridisk set ret, og selvfølgelig har de det. Alle kan ikke bare have restauranter, der også hedder Jensens, selvom Facebook-Danmark kan hidses op til at mene noget andet, forklarer han.
- Men man kan bare ikke stå på sin juridiske ret og forvente at få sympati, når man er den store over for den lille siger han.