Et brev, som fødevareminister Mette Gjerskov i sidste uge sendte til fødevareudvalget giver måske forkerte oplysninger.
I brevet står, at EU har godkendt en støtteordning til de landmænd, som skal have kompensation, fordi de må afgive landbrugsjord til staten på grund af randzoneloven.
Men EU har bare ikke godkendt den ordning, mener Peter Pagh, juraprofessor på Københavns Universitet.
På størrelse med Bornholm
- Jeg har gennemgået alle danske anmeldelser og Kommissionens svar, og Kommissionen har ikke taget stilling til en kommende kompensationsordning, siger han.
Hvis det er rigtigt bør randzoneloven standses med det samme mener Søren Gade, der er administrerende direktør i Landbrug og Fødevarer.
- Om lidt skal 30.000 landmænd ud og lave randzoner på størrelse med Bornholm, og de er blevet love en kompensation. Er den ikke tilstede vil jeg opfordre ministeren til at fjerne randzoneloven omgående, siger han.
I kan sove trygt
Men fødevareminister Mette Gjerskov beroliger de landmænd, som måtte blive nervøse for, at de alligevel ikke får randzone-kompensation.
- Jeg kan bare sige til landmændene: I kan sove trygt. Jeg har fået god juridisk rådgivning fra statens advokater. Tingene er på plads, der er ingen problemer, siger hun til DR Nyheder.