Der er ikke noget at sige til, at underskuddet i PostNord i Danmark bare vokser og vokser, mener professor i økonomistyring, Per Nikolai Bukh ved Aalborg Universitet:
- Reelt set er det udtryk for, at planen med omstilling og afskedigelsen af en række medarbejdere for at spare omkostninger på længere sigt, går efter planen, fordi der så falder fratrædelsesgodtgørelser i det her kvartal, siger Per Nikolai Bukh.
PostNord i Danmark har i dag præsenteret et underskud på driftsresultatet på 748 millioner svenske kroner i første halvår - det er mere end dobbelt så meget som samme periode sidste år.
Per Nikolai Bukh forklarer, at den underliggende drift, der gør regnskabet hos PostNord blodrødt, er danskernes fravalg af brevpost. Brevmængden falder konstant med cirka 20 procent i Danmark til fordel for digitale løsninger. Samtidig falder de ekstraordinære omkostninger til fratrædelser netop i dette kvartal.
- Det er den danske del af PostNord, der generer det største underskud, 0g det skyldes, at brevmængden falder meget kraftigt her. I Sverige er den eksempelvis kun på 10 procent.
Det er dog værd forsigtigt at bemærke, at PostNord er ved at få godt fat i markedet for pakkepost og logistik, påpeger Per Nicolai Bukh:
- Vi danskere bestiller ivrigt pakker via internettet. Det forretningsområde er fremtiden, og der ligger Danmark godt.