Ekspert om identitetstyveri: Du kan miste dit liv

Konsekvenserne, hvis it-kriminelle først får fat i dine personlige oplysninger, kan være meget ødelæggende, siger it-sikkerhedsekspert.

Konsekvenserne af at blive udsat for et identitetstyveri kan være enorme, fortæller it-sikkerhedsekspert Peter Kruse. (© DR)

At blive udsat for et identitetstyveri kan få meget store konsekvenser for ofrene, fortæller it-sikkerhedsekspert Peter Kruse fra it-sikkerhedsfirmaet CSIS.

- Du kan miste dit liv, miste din identitet, gå fallit, og du kan få lov at kæmpe for at bevise, at du er uskyldig, forklarer han.

- Det ser vi mange gange med identitetstyverier, at folk bruger årevis på at løbe den gæld af, der er blevet bygget op på - eller hvad der nu har været målet med tyveriet. Det kan tage årevis for et offer at komme ud igen på den anden side, så man skal passe rigtig meget på med det her.

Tredobling af forsikringssager

Omfanget af identitetstyverier i Danmark er stigende.

En rundringning, som DR Nyheder har lavet til otte af landets største forsikringsselskaber, viser, at der er sket en tredobling i antallet af sager fra 2013 til 2014.

Hvor forsikringsselskaberne i 2013 havde omkring 116 sager, er tallet steget til 306 i 2014.

Falske fisker

En af måderne, som identitetstyvene kommer i besiddelse af borgeres vigtige informationer - som eksempelvis NemID nøglekort, er ved phising.

Ordet er en sammenskrivning af de to engelske ord phony (falsk) og fishing (fiske), og går ud på, at it-kriminelle fisker efter private oplysninger ved eksempelvis at sende falske mails fra Skat.

- Det er kraftigt voksende. Det har været eksplosivt i 2013, det er gået støt og roligt fremad i 2014, og vi gætter på, at det vil fortsætte i 2015, forklarer Peter Kruse.

Lille moral

CSIS har undersøgt omfanget af phising i Danmark og har fundet mindst 15 falske kampagner, hvis formål var at lokke brugerne til at uploade scanninger af deres NemID nøglekort til en hjemmeside.

Og hvis identitetstyvene først har fået fat i ens nøglekort, kan det blive rigtig grimt.

- Folk bryder ind i ens netbank og laver uautoriserede banktransaktioner, det kan være folk, der opretter forskellige abonnementstjenester, det kan være folk, som overtages ens hus og sætter det til salg, indgiver skilsmisse, navneforandring, forklarer han.

- I alt hvad du kommunikerer med det offentlige, validerer du din identitet med dit NemID kort. Så hvis det er landet i hænderne på kriminelle, så er det deres fantasi og moral, og den er meget lille, der bestemmer, hvad der kan ske med dig som person.