Ekspert: Danmark har berøringsangst over for religiøse grupper

Kommuner skal blive bedre til at beskytte børn og unge mod manipulation og krænkelser i sektlignende miljøer, mener Børns Vilkår.

Kommuner skal blive bedre til at tale med børn, der kommer i lukkede religiøse miljøer, mener Bente Boserup fra Børns Vilkår.

Vi svigter børn og unge ved ikke at gribe ind hurtigt over for sektlignende religiøse grupper.

Sådan lyder reaktionen fra Børns Vilkår, efter at en række unge i en ny dokumentar fortæller om krænkelser, overgreb og manipulation i frikirken Byens Kirke i Silkeborg.

Og både manglende viden om de religiøse miljøer og indgriben gør, at det er nemt for de religiøse sekter at udnytte og hjernevaske for eksempel børn og unge:

- Vi bliver nødt til som samfund at være dygtigere til at finde ud af, hvad der foregår i de her miljøer og så gribe hurtigt ind over for det, siger Bente Boserup, der er chef i Børns Vilkår:

- Det gør vi ikke godt nok i dag.

Hun mener, at vi herhjemme har berøringsangst over for sekter, fordi de kalder sig for religiøse grupper.

- Vi har svært ved at forstå, at vores egen kristendom også kan blive så ekstrem, at den ligner nogle af de andre meget lukkede religiøse miljøer, som vi ikke bryder os om i Danmark.

Familier skal have hjælp

I DR 2 Dokumentaren 'I Sektens Kløer', hvis første del bliver vist mandag aften på DR2, fortæller en række unge om bræklege, 'tissemandslege' og seksuelle overgreb fra frikirkepræsten.

- Vi skal i højere grad være opmærksomme på, hvordan familierne kan få hjælp til at få en hverdag, når de træder ud af de her miljøer. For mange af de her familier er jo blevet rippet økonomisk og har ingen ting, fordi de har givet alle deres penge til kirken, siger Bente Boserup.

Hun mener, at man i langt højere grad end i dag kan udnytte den viden, som ’frafaldne’ har, når de træder ud af de her miljøer:

- Den viden vil mange sagtens kunne drage ind i det arbejde, der så er med at møde andre børn og familier. Det er jo en helt unik viden om nogle meget lukkede samfund.

'I sektens kløer' bliver vist mandag og tirsdag aften på DR2 kl.21.30.