Ekspert: 300.000 lider af lavt selvværd

Mellem 300.000 og 400.000 mennesker, har så lavt selvværdt, at de påvirker alle dele af deres liv. Det vurderer en arbejdsmedicinsk overlæge.

Lavt selværd kan både være årsag til stress og et resultat af samme. (© stock.xchng)

Hundredetusinder af danskere lider af lavt selvværd i en grad, så det har en negativ indvirkning på deres arbejdspræstationer, deres arbejdsglæde og generelle trivsel.

Det vurderer en af landets førende eksperter inden for stressforskning, overlæge Bo Netterstrøm fra Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital, skriver Avisen.dk.

- Det er potentielt 300.000-400.000 mennesker i Danmark, der har lavt selvværd som problem, siger Bo Netterstrøm til Avisen.dk.

Ingen undersøgelser

Der findes ingen isolerede undersøgelser af danskernes selvværd. Men han bakkes op af arbejdsmiljøkonsulent i HK/Privat Svend-Erik Hermansen, der har gennemgået en række undersøgelser inden for psykiske arbejdsmiljø, hvor lavt selvværd spiller en væsentlig rolle.

Lavt selvværd kan være årsag til problemer som stress og depression og et resultatet af samme.

- Folk med lavt selvværd bliver eksempelvis mere stressede. Derved får de yderligere lavt selvværd. Det er også sådan, at folk, der har klaret det fint tidligere og så går ned med stress, kan føle lavt selvværd, fordi der er gået skår i deres billede af dem selv. Fordi de ikke kan klare det, de kunne tidligere, siger Bo Netterstrøm.

Krævede mere og mere af sig selv

For 31-årige Anja Christensen styrede et lavt selvværd i kombination med krævende jobskifte hende ud i et helvede. På samme tid krævede hun mere og mere af sig selv og slog sig selv i hovedet, fordi hun blev stadig dårligere til at passe sit arbejde.

- Hvis jeg ikke kunne klare det på arbejdet, var jeg en dum idiot. Det kunne jeg jo ikke, og så mente jeg, at det var mig som person, den var gal med. Mit selvværd faldt helt ned, hvor det nærmest ikke fandtes, siger Anja Christensen.

Inden en læge og psykolog fik hende til at trække stikket ud, gik hun fire måneder mens kroppens prøvede at fortælle hende, at den var gal. Hørelsen forsvandt. Hun havde brystsmerter, og grædeture var hverdagskost.

- Det tog et år, før katastrofefølelsen var over. Og to år før jeg følte mig uden symptomer, fortæller Anja Christensen til Avisen.dk.