Efter skuddrab i retten: Forældre mødes i samværssag

Fogedretten i København genoptager samværssag, hvor en morfar dræbte advokat og sårede barnebarns far.

Politiets retsteknikere ved gerningsstedet efter skyderiet. (© DR)

Et højdramatisk familieopgør, der i september fik fatale konsekvenser, fortsætter i dag ved Københavns Byret.

Fogedretten genoptager samværssagen, hvor en morfar med et oversavet jagtriffel sårede sit barnebarns far og dræbte hans advokat.

- Det er en meget speciel situation, at denne sag nu fortsætter i lyset af det, der er sket, konstaterer formand for Dommerfuldmægtigforeningen, Nina Palesa Bonde.

- Selv om der har været en tragisk ulykke, er der stadig et barn i den her sag, som har krav på at se både sin far og mor, siger hun.

Der var massivt opbud af kampklædt politi efter skyderiet. (© DR)

Mor og far afgiver forklaring

Selv om konfliktniveauet mellem parterne allerede var højt inden den skæbnesvangre episode i september, vil både mor og far være til stede og afgive forklaring, oplyser Nina Palesa Bonde og tilføjer:

- Kyndige personer håndterer den her sag. Folks tasker vil ikke blive gennemsøgt, men der vil være ekstra indkaldt personale, som holder øje med, hvem der kommer og går, lige som en psykolog vil se på, om barnets tarv håndteres korrekt.

Holde følelser og jura adskilt

- Vi har mange sager ved byretterne med et utroligt højt konfliktniveau, og vi har erfaring med at holde følelser og jura adskilt, siger Nina Palesa Bonde.

Den dommer, som skal lede dagens retsmøde, var også til stede i september og overværede skuddramaet.

- Skulle en dommer føle sig ude af stand til at håndtere den her sag, har vedkommende mulighed for at trække sig fra sagen, siger Nina Palesa Bonde.