Efter politianmeldelse: Alles Lægehus vil samarbejde med myndighederne for at få sagen belyst

Region Nordjylland har politianmeldt flere nordjyske Alles-Lægehus-klinikker.

Region Nordjylland har meldt enkelte klinikker under Alles Lægehus til politiet og indbragt samtlige Alles Lægehus-klinikker i Nordjylland til Styrelsen for Patientsikkerhed. (Foto: © Thomas Traasdahl, Ritzau Scanpix)

- Vi er ærgerlige over, at der er sket fejl i registreringen af tillægsydelser i nogle af deres lægehuse. Vi vil fortsat samarbejde med myndighederne for at få sagen belyst.

Sådan lyder det fra koncernen Alles Lægehus i et skriftligt svar, efter Region Nordjylland i dag meldte ud, at regionen politianmelder flere af deres lægeklinikker.

- Alles Lægehus blev i slutningen af 2023 opmærksom på, at der tidligere er sket fejl i registreringen af tillægsydelser i nogle af vores lægehuse. Det er vi naturligvis rigtig ærgerlige over, for den slags må selvfølgelig ikke finde sted, tilføjer koncernen i en mail til DR.

Region Nordjylland er lige nu i gang med at undersøge ydelser og honorering i samtlige lægeklinikker i Nordjylland, der samarbejder med lægekoncernen.

Det sker, efter DR-programmet 'Kontant' i sidste uge kunne afsløre, at flere klinikker, der drives i samarbejde med alles lægehus, i flere tilfælde har sendt usædvanligt mange regninger afsted for tillægsydelser, som flere patienter mener, de aldrig har modtaget.

- Vi har altid haft et godt samarbejde med myndighederne - også Region Nordjylland. Derfor tog vi i december også kontakt til Region Nordjylland, da vi blev klar over, at der var sket fejl i vores registrering af ydelser i nogle af vores klinikker.

- Det gjorde vi for at rette op på fejlen og tilbagebetale, hvad der måtte være uretmæssigt udbetalt, skriver alles Lægehus.

'Sådan en form for snyd takserer vi med en politianmeldelse'

Lægeklinikkerne får ekstra penge fra regionerne for hver ydelse, de giver patienten til en konsultation, og i Region Nordjylland mener man altså, der er mistanke om, at flere klinikker, der drives af Alles Lægehus, har fusket.

Regionsrådsformand Mads Duedahl (V) er rystet over sagen om Alles Lægehus. (Foto: © Janus Jacobsen)

- Vi har gennemgået ydelser og honorering fra Alles Lægehus, og desværre viser det, der er en begrundet mistanke for, at der er tale om snyd, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V).

I DR-programmet 'Kontant' er det også kommet frem, at Alles Lægehus' klinik i Aalborg i 2021 har behandlet 1.512 procent flere patienter for "mindre knoglebrud og reposition af skred i mindre led" end gennemsnittet for andre klinikker i regionen.

- Sådan en form for snyd takserer vi med en politianmeldelse, for det kan vi ikke stå på mål for, siger Mads Duedahl.

En intern vejledning, som DR er kommet i besiddelse af, beskriver også, at personale skal være opmærksomme på mulige tillægsydelser, som giver ekstra penge i kassen. Ifølge Alles Lægehus er den udarbejdet som til hjælp i nordjyske klinikker.

Alles Lægehus' bestyrelsesformand Thomas Helt har efterfølgende oplyst, at den pågældende vejledning ikke er gældende i dag, og at den er revideret flere gange siden, den blev skrevet.