Fra på mandag vil USA stoppe al handel med Iran for at blokere for landets udvikling af ballistiske våben.
Og når det sker, håber amerikanerne, at Danmark og deres andre europæiske allierede vil hoppe med på vognen og sætte hårdt ind mod Iran.
Det siger USA's ambassadør i Danmark, Carla Sands, der samtidigt uddeler stor ros til den danske efterretningstjeneste for at have afværget et formodet attentatforsøg mod en herboende iraner i september, hvor det angiveligt var Irans efterretningstjeneste, som stod bag.
- Iranere tager de penge, som de tjener på forretninger, og ofte går de penge til at finansiere terrorisme. De er verdens største eksportør af terror, siger Carla Sands og fortsætter:
- Jeg håber, at vores andre allierede i Europa vil gå sammen med Danmark og sige ’ikke på vores vagt’. Jeg håber, at de vil være med til at stoppe Irans dårlige opførsel og bakke os op omkring, at Iran ikke skal udvikle ballistiske våben og eksportere terror. Jeg håber, at man vil nå til enighed om at droppe al handel med Iran.
EU's interesse at få bugt med Irans terror
Ambassadøren fortæller, at amerikanerne har fulgt tæt med i Irans ageren i Europa. Hun hæfter sig også ved, at Frankrig ligeledes har meldt ud, at de har afværget et attentat, som skulle have været planlagt af den iranske efterretningstjeneste.
Hun ønsker dog ikke at sige, om USA vil lægge pres på deres europæiske samarbejdspartnere, hvis der ikke kommer sanktioner.
- Men jeg kan sige, at det er i deres interesse at lave ændringer og få bugt med den terror, som udspringer af Irans ambassader på europæisk jord, siger Carla Sands.
Danmarks udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA), har fordømt den iranske efterretningstjenestes formodede attentatplaner og har kaldt Danmarks ambassadør i landet hjem til konsultationer.
Han har også fortalt, at man overvejer at indføre flere sanktioner mod Iran. Men det er endnu ikke afklaret, hvilke konkrete sanktioner der eventuelt skal indføres.
Udenrigsministeren vil først melde det ud efter et møde mellem EU-landenes udenrigsministre 19. november.