Efter overvågning: Populær løbeapp strammer sikkerheden

Forbrugerrådet roser Endomondo for at give brugerne mulighed for at hemmeligholde data.

Endomondo vil beskytte brugernes data bedre i fremtiden. (Foto: © BAX LINDHARDT, Scanpix)

Træningsappen Endomondo giver nu brugerne mulighed for at holde deres løbedata hemmelige.

Det sker, efter det i marts kom frem, at AP Pension beskyldte en kunde for forsikringssvindel og skar i hendes pensionsudbetalinger på baggrund af hendes løbedata på app'en om hendes løb via. Det fortæller Endomondos direktør Morten Keldebæk til fagbladet 3F.

Fremover kan brugerne vælge sikkerhedsindstillingen 'kun mig', hvor det kun er dem selv, der kan se deres løbedata. Hvis man vælger den indstilling, vil træningsresultaterne ifølge Endomondo ikke være synlige - hverken for nogen inden for eller uden for Endomondo-fællesskabet.

Seniorjurist i Forbrugerrådet Tænk Anette Høyrup hilser det nye tiltag velkomment.

- Jeg synes, det er rigtig positivt, at det Endomondo gør - nemlig, at man får ret til at forblive privat.

Ny EU-lov vil beskytte dine data

Anette Høyrup forklarer, at løbeappens nye sikkerhedsmuligheder er helt i tråd med EU's nye persondataforordning GDPR, som træder i kraft den 25. maj. Den nye lov handler om, at forbrugerne i langt højere grad end det er tilfældet i dag, skal have kontrol over deres oplysninger på nettet.

- I dag indsamler virksomheder mange, mange oplysninger og deler dem som udgangspunkt med andre, men nu skal de kun kunne indsamle de informationer, som er absolut nødvendige for at bruge tjenesten. Det er et paradigmeskifte, vi står overfor.

Jo flere data, jo større hackingrisiko

Anette Høyrup understreger, at det ikke er nok, at firmaer ikke deler informationer med andre parter.

De skal også begrænse deres dataindsamling til eget brug for at sikre deres brugere bedst muligt.

- Der er en øget risiko for, at de får lyst til at tjene flere penge, jo flere data de indsamler. Databasen bliver også mere følsom for angreb udefra, jo større den er.

Anette Høyrup roser Endomondo for at skride til handling, før den nye persondataforordning træder i kraft i maj.

- Det her er helt sikkert et skridt i den rigtige retning.